Rågetræer fældet af ukendt gerningsmand: - Det er helt crazy
To store træer med tilhørende rågekolonier er pludseligt væk i Skive. Et vidne har set en mand fælde træerne med motorsav, læsse dem på en trailer og køre dem væk fra området.
Et stort egetræ og et stort birketræ har i 40 år stået på Klitrosevej i Skive. Men nu er de væk.
I stedet er der kun træstubbene tilbage.
Inden træerne blev fældet, havde råger slået sig ned i træerne.
- Det er helt crazy, det her. Det er usædvanligt, at vi har en sag, hvor to store træer med rågekolonier bliver fældet, siger Niels Bach, der er politiassistent ved Skive Politi.
Råger er ikke kendt som de mest hyggelige naboer. De skriger højlydt, skider overalt og er til gene for omkringboende.
- Vi kan ikke sige det med sikkerhed, men tanken er nærliggende, at en eller anden har følt sig generet og derfor skredet til selvtægt og fældet træerne, siger Niels Bach.
Gerningsmand har været velforberedt
Det er Skive Kommune, der har indgivet hærværkssagen til politiet.
-Træerne er sidst set stå 10. april, fortæller politiassistent Niels Bach.
Et vidne har dog sidst i april set en mand iklædt skovarbejdertøj fælde træerne med motorsav. Herefter kunne vidnet se gerningsmanden køre træerne væk fra arealet med en minitraktor, læsse træerne samt traktoren på en trailer og til sidst køre det hele væk på et Hanomag-lignende køretøj.
- Vidnet har ikke skænket det usædvanlige ved situationen en tanke på daværende tidspunkt. Man har blot passeret og konstateret, siger Niels Bach.
Politiet tror, at gerningsmanden har fældet og fjernet begge træer den samme dag.
- Vedkommende har haft tingene i orden og været forberedt. Minitraktoren var eksempelvis specialbygget til transport af træer, siger Niels Bach.
Han fastslår, at arbejdet kan udføres af en enkelt mand, hvis man har ekspertisen.
Politiassistenten vurderer, at træerne som minimum har en værdi af 15.000 kroner i alt.