Så er det nu for landmændene: Høsten skal i hus, mens sommervarmen er der

Landmændene har ikke tid til en tur til stranden.

landmand
Foto: Nanna Jørgensen, TV MIDTVEST

Selvom vejret i disse dage indbyder til en tur til stranden, så er det gode vejr - og opholdet af sommerens ellers massive regn - den mulighed, landmændene har for at få høstet deres afgrøder nu.

Samtidig er det også en kamp mod tiden, da DMI har lovet regn igen efter weekenden.

- Vi nyder, at vejret er kommet, og så håber vi godt nok på, at vi kan nå det. Det må tiden vise, siger Kristian Boel Kjær Østergaard, landmand og direktør hos Mariesminde Landbrug.

Han er selv i marken for at begynde den første høst - sammen med medarbejderne.

- Der er en del, der har ferie lige nu, så vi har været nødt til at trække på en af vores gamle medarbejdere til at komme og køre kornvogn, fortæller markelev Thomas Nørgaard Kristensen.

Landmanden regner med, at de kan nå at høste de godt 50 hektar vinterbyg, mens det endnu er tørvejr.

- Vi glæder os hvert år til det her. Til at se, hvordan vi har klaret det. Det er vores eksamen, påpeger Kristian Boel Kjær Østergaard.

- Så længe vi er klar, når vejret er der, så skal det nok gå, understreger landmanden med et smil.

1:45
Lige nu gør landmændene alt hvad de kan for at nå at høste vinterbyg, inden der igen kommer vand fra oven.