Selvom festen er aflyst: Populært band har et løfte til Vingegaard
Queen Machine skulle have spillet til den store fejring i næste uge, som nu ikke bliver til noget.
Det bliver ikke til tre Tour de France-sejre i træk for Jonas Vingegaard.
Med mindre altså, at Tadej Pogacar styrter, bliver syg eller på anden vis forhindres i at kunne hyldes som vinder søndag i franske Nice.
Alt var ellers linet op til, at Jonas Vingegaard igen i år skulle hyldes i hjembyen Glyngøre. Men den populære cykelrytter har selv slået fast, at han kun vil hyldes, hvis han vinder Touren. Så selvom andenpladsen også er flot, bliver det mere stille i Glyngøre ovenpå Touren end i de sidste par år.
Et af indslagene til fejringen skulle have været en koncert med det populære band Queen Machine, som havde sagt ja til at spille, hvis altså Vingegaard vandt.
Nu ærgrer de sig - ligesom alle andre danske cykelfans.
- Vi sagde ja til det her med åbne øjne, men jeg forstår udmærket godt, at det ikke er en kæmpestor fest, man har lyst til, når man ikke vinder, siger Bjarke Godske Baisner, forsanger i Queen Machine - og "Freddie Mercury-lookalike", når han står på scenen.
Også en stor præstation
Stod det til ham og resten af bandet, blev festen dog alligevel stablet på benene. For præstationen i år er mindst lige så stor som de seneste to år, siger de.
- Jonas har gjort det umenneskeligt godt, når man tænker på det styrt, han havde i foråret. Men Pogacar er jo et monster, siger guitarist Peter Møller Jeppesen med henvisning til den førende slovener.
- Så vi har faktisk snakket om, om vi kan anerkende hans præstation i år på en eller anden måde, fortsætter guitaristen, der har rødder i Ikast.
Under alle omstændigheder vil de godt love, at de er klar til at spille til festen i Glyngøre næste år i stedet for i år.
- Any day, slår forsangeren fast.
- Hvis Jonas og familien har lyst til, at vi kommer og spiller, så selvfølgelig, fortsætter han.
I familie med Bjarne Riis - på en måde
Alle i bandet følger med i Tour de France - men mest af alle dog forsanger Bjarke Baisner, der sidder klistret til skærmen.
- Jeg har set Tour de France i tv, siden jeg var fire-fem år gammel, og jeg er selv en ivrig landevejsmotionist, fortæller Bjarke Baisner.
Han har det heller ikke helt fra fremmede, for han er i familie med den tidligere Tour-vinder fra Herning, Bjarne Riis.
På en måde.
- Det plejer jeg at sige til folk, at jeg er. Min mors kusine er gift med Bjarnes Riis' bror, så jeg er da i en slags familie med ham, griner Queen Machine-forsangeren.