Sidste "posefest" i kommunens haller: - De unge kommer til at mangle trygheden

Unge ned til 14-års alderen holder fredag en sidste såkaldt posefest med alkohol i en kommunal hal.

2:54
Når posefesten i Spøttrup slutter i aften, så er det helt slut med kommunale posefester i hallen.
Foto: Colourbox/Claus Klok, TV MIDTVEST

Det er snart slut med de såkaldte posefester i Skive Kommunes haller, hvor unge fra 14 til 17 år fylder en pose med øl, breezers eller andre drikkevarer med maksimum fem procent alkohol, som de tager med til festen.

Byrådet i Skive besluttede tidligere på måneden, at kommunen ikke længere vil lægge lokaler til, når der bliver afholdt ungdomsfester med alkohol for unge under 16 år. En beslutning, der gælder fra årsskiftet.

Fredag løber den sidste fest af sin slags så af stablen i Spøttrup Kulturhal i Salling. 

Og det ærgrer Lene Farley, der har arrangeret flere af posefesterne, og som er formand for Spøttrup Aktive Forældre.

Festerne, hvor de unge selv medbringer deres alkohol i poser, har i årevis været en tradition i Skive Kommune, hvor elever, der er mere end halvvejs gennem 8. klasse, er inviteret med.

- De unge kommer til at mangle trygheden og det sociale i, at man kan møde andre fra Skive Kommune, og de unge lærer, hvordan man opfører sig til en fest. Vi mener, at kommunen rammer lidt ved siden af her, siger hun.

Men hvorfor holder I ikke bare alkoholfrie fester?

- Alkoholen er ikke i fokus hos os. Festerne er for, at de unge mennesker kan møde andre unge, om de drikker eller ej. Vi passer på dem, hvis de drikker, forklarer hun og fortsætter:

- Det er ikke vores job at sikre, at de 14-årige ikke drikker alkohol. Vi er ikke bussemænd, men er der en 14-årig, der har alkohol med, så forventer vi, at det er en aftale, man har med sine forældre. Men de unge kommer ikke med fyldte poser, det er måske en til tre genstande.

Gitte Rosenvinge Sørensen fra Skive, der har to døtre på henholdsvis 14 og 17 år, bakker arrangøren op.

- Det er megaærgerligt, for når min datter skal introduceres til alkohol, så ville jeg være tryg ved de rammer, der er ved Spøttrupfesterne, fordi der også er vagter, forklarer hun og tilføjer:

- Jeg er mere bekymret for at sende hende afsted på stranden til sommer. Det, synes jeg, er mere bekymrende, siger hun.

- Rom blev ikke bygget på én dag

Formand for kultur- og fritidsudvalget i Skive Kommune Morten Enggaard (V) mener, at det giver mening fra politisk side at gøre, hvad man kan, for at alkohol-debuten bliver udsat så lang tid som muligt.

- Vi har et ansvar som kommune til at leve op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Vi er ikke interesserede i at lukke festerne, men vi vil ikke have, at de 14- og 15-årige skal drikke alkohol, forklarer udvalgsformanden.

Men Sundhedsstyrelsen fraråder, at unge under 18 år drikker alkohol. Hvorfor er jeres holdning så unge under 16 år?

- Det er jo ikke en lovgivning, og jeg vil bestemt ikke afvise, at vi går op på 18 år, men nu og her er det en passende alder at sige ingen alkohol til unge under 16 år. Rom blev ikke bygget på én dag, og vi lever i et samfund i dag, hvor alkohol er en del af ungdommen, siger han.

Ifølge udvalgsformanden har kommunen et samarbejde med ungdomsskolen, hvor de arbejder på at holde flere alkoholfrie fester.