Aksel blev rullet for 30.000: - Jeg er ikke den dumme undtagelse

Vi hører oftest om ældre mennesker, som bliver udsat for svindelnumre. Men nye tal fra politiet viser, at flere og flere unge mennesker går i fælden.

22-årige Aksel Søndergaard fra Viborg blev franarret 30.000 kroner af it-svindlere. Nu advarer han andre.
22-årige Aksel Søndergaard fra Viborg blev franarret 30.000 kroner af it-svindlere. Nu advarer han andre.
Foto: Poul Gerner, TV MIDTVEST

30.000 kroner. Så mange penge lykkedes det svindlere at stjæle fra 22-årige Aksel Søndergaard fra Viborg.

- Jeg var slået ud. Jeg kunne ikke tænke klart. Jeg var i chok, i panik og bekymret. For når man er studerende, så er 30.000 mange penge. Det var min fremtid, fortæller han.

Han har ofte hørt om ældre mennesker, som ofre for svindlerne, men han havde ikke troet, at han selv skulle falde i.

- Selvfølgelig har jeg lavet en fejl i denne her proces, men ikke så stor en fejl, at de fleste andre mennesker ikke også ville kunne lave den. I dag skal man være væsentlig mindre naiv, og alle kan træde ved siden af. Jeg er ikke bare den dumme undtagelse.

0:37
Aksel Søndergaard viser, at den falske sms dukkede op i samme tråd som alle de ægte beskeder fra MobilePay.

Den falske bankmand

Aksel Søndergaard er blevet en del af en tendens. Flere og flere unge mennesker falder for svindlernes fristelser. Ifølge tal fra Finans Danmark er cirka 15 procent af ofrene for digital svindel unge under 26 år.

Sidste år modtog politiet over 35.000 anmeldelser om it-relateret økonomisk kriminalitet, viser de nyeste tal fra National Enhed for Særlig Kriminalitet. Det er en stigning på 30 procent i forhold til året før. 

Den 22-årige studerende fra Viborg faldt i fælden sidste år, da han boede i Tyskland. Han fik en sms fra MobilePay, som var bekymrede for, at han hvidvaskede penge. Derfor skulle han opdatere nogle oplysninger på et link, de havde sendt ham.

- Jeg trykkede på linket og indtastede mine konto-oplysninger og bekræftede med MitID, og så tænkte jeg ikke mere over det. Indtil jeg blev ringet op et par dage efter af en person, som udgav sig for at være fra min bank, men som i virkeligheden viste sig at være en svindler.

Den falske bankmand i røret spurgte ind til de informationer, Aksel havde givet til MobilePay og sagde, at det skulle de have løst hurtigst muligt. Så ”bankmanden” fik med Aksels hjælp adgang til hans konti via MitID.

- Imens kom jeg til at tænke over, hvad det egentlig var for en fyr, jeg havde i røret. Men han kunne svare på alle mine spørgsmål uden undtagelse – hvilken bank, filial, mit fulde navn og så videre. Han brugte mine informationer fra MobilePay til at vinde min tillid, og så rullede han mig for 30.000.

Vil advare andre unge

Da det gik op for Aksel Søndergaard, at han var blevet svindlet, kontaktede han sin rigtige bank på samme nummer som det, svindleren havde brugt.

- Selv om det kan lyde fjollet, når jeg siger det, så hastede det. Og jeg har aldrig hørt, at man ikke må bruge sit MitID til at hjælpe sin bank. Derfor bekræftede jeg bare. Det føles frygteligt at blive taget ved næsen på den måde.

Selv om det langt fra sker hver gang, så fik han en stor del af de 30.000 tilbagebetalt fra sin bank, dog med en stor selvrisiko.

- Jeg var så heldig, at banken godt kunne se, at det var så sofistikeret, at det var svært for mig at have gjort meget andet.

Nu stiller han sig frem for at advare især andre unge og digitalt indfødte mod at falde for falske links og svindlere i det hele taget.

- Vi skal ikke lade være med at tage os i agt, fordi vi tror, vi er immune. Jeg har ikke taget det seriøst, fordi jeg ikke har set unge mennesker blive udsat for det. Det er ikke dumme mennesker, det går ud over, men mennesker, som ikke tænker over, at de skal være opmærksomme.