Olav undrer sig over stillestående møller i blæsevejr: - Vindmøllerne skal køre
Tidligere vindmøllersælger Olav Pedersen mener, at vindmøllerne burde producere en masse energi, men selv om det blæser, oplever han, at møllerne står stille.
De seneste dage har TV MIDTVEST fået mange henvendelser fra folk, der undrer sig over, hvorfor vindmøllerne indimellem står stille, selvom det blæser, og Danmark befinder sig midt i en energikrise.
En af dem er Olav Pedersen fra Ringkøbing, der tidligere solgte vindmøller for Vestas, men som i dag er pensionist.
- Jeg undrer mig over, at når vi har så høje elpriser, og det blæser, så skulle vindmøllerne producere en masse, men i stedet oplever jeg, at de står stille, siger han og tilføjer:
- Vindmøllerne skal køre, så vi kan producere mest muligt strøm, og elnettet skal forberedes.
Olav Pedersen mener også, der burde være mere fokus på at få møllerne til at producere en masse strøm, især når vi er midt i en energikrise, forklarer han.
Også Erik Jepsen fra Kloster har set mange vindmøller, der står stille i øjeblikket.
- Det undrer mig, at mange møller står helt stille, når vi har en energikrise, siger han.
Flere årsager til de stille møller
Ifølge Energinets hjemmeside er der flere årsager til, at vindmøllerne står stille i blæsevejr.
De skriver blandt andet, at en årsag er vejrforhold kombineret med flaskehalse i det tyske elsystem.
I Nordtyskland, er der ligesom i Danmark, udbygget massivt med vindmøller og solceller de senere år. Men det tyske elnet er ikke blevet udbygget i samme hastighed. Det betyder, at når både danske og tyske vindmøller producerer store mængder strøm, kan det tyske elnet ikke følge med.
- Der er altså ikke kapacitet nok i det tyske elnet til, at al strømmen kan komme fra Danmark og Nordtyskland og sydover, ned gennem Tyskland til de store byer og industriområder, hvor der er brug for den, skriver Energinet.
De tyske regler er skruet sådan sammen, at det er ”allersidste mulighed” for Tyskland at skrue ned for sin egen grønne elproduktion. Derfor vælger Tyskland ofte at betale danske vindmølleejere at stoppe for produktionen.
Den ordning mener Olav Pedersen dog bør slutte.
- Det er en forældet ordning, og tiden er løbet fra det, og vi står og vil have mere grøn energi, og så stopper vi vindmøllerne, når det blæser, det kan jeg ikke acceptere. Der skal altså rettes op på elnettet i Europa, siger han.
I 2019 fortalte TV MIDTVEST også forklaringen på, hvorfor vindmøller indimellem står stille i blæsevejr. Se indslaget nedenfor.