Kom så, Karla: I dag er Kjelds sidste chance for æg i reden
Der er formentlig sat et stort kryds i kalenderen hos storkeinteresserede midt- og vestjyder den 10. maj, som er en vigtig skæringsdato for storken Kjeld i Bækmarksbro.
Tiden er ved at løbe fra Kjeld og drømmen om storkeunger i reden ved Bækmarksbro i år.
Senest i dag skal Kjeld danne par med en hunstork, hvis der skal være en chance for unger i den vestjyske rede i sæson 2023.
Og det ser umiddelbart sort ud, mener storkeekspert og -vært Louise Fjeldgren, der er en del af storkene.dk og har Kjeld boende i sin baghave.
- Jeg vil gerne tro på det, men jeg tror faktisk, håbet er slukket for i år desværre, siger hun.
Lykkedes det ikke, bliver det dermed tredje år i streg uden unger i storkereden.
Flyver lange ture efter damer
Det er ellers ikke, fordi Kjeld ikke gør noget for at finde sig en mage. Han har for eksempel bygget en ny sommerresidens i en have i Bækmarksbro, ligesom de, der har fulgt godt med i TV MIDTVESTs livesending fra storkereden de seneste dage, vil have bemærket, at reden har været tom meget af tiden.
- Jeg tror, det er, fordi han flyver nogle lange ture og ser, om der er storke i nærheden, og så kommer han tilbage igen til aften, siger Louise Fjeldgren, der kan holde øje med Kjeld fra sit køkkenvindue.
Skal der være en chance for unger, skal man håbe på, at Kjelds udkårne fra de seneste to sæsoner, Karla, ankommer til storkereden.
- Hvis det er en, som han kender, eller som han spiller godt sammen med, så kan det godt være, at der en chance for det, men så skal der snart til at ske noget, siger Louise Fjeldgren.
Det er ikke et helt urealistisk scenarie. Sidste år meldte hunstorken Karla nemlig sin ankomst netop den 10. maj.
Hvad så nu?
Skulle det ske, at Kjeld heller ikke i år finder sig en hunstork, han kan lave nogle unger med, frygter Louise Fjeldgren, at den ellers trofaste Kjelds tålmodighed er opbrugt.
- Nu er det bare tredje sæson uden en mage, så det kan godt være, at han fordufter næste år, siger hun.
Du kan følge kampen mod tiden ved at se med direkte fra storkereden ved Bækmarksbro.