Ny udvikling i storkeeventyret: Nu trækker desperate Kjeld trumfkortet i jagten på damer

Hanstorken Kjeld har endnu ikke opgivet at tiltrække hunstorke. Nu trækker han trumfkortet og sætter en sidste offensiv ind.

2:02
I går fik Kjeld besøg af en sjælden sort stork, og så er han gået i gang med at bygge endnu en storkerede i en villahave inde i Bækmarksbro for at forøge sin chance for at tiltrække en mage - før tiden rinder ud.
Foto: Pernille Leftes, TV MIDTVEST

Storken Kjeld i Bækmarksbro har i år ikke haft særligt meget held med at lokke damer til sin vestjyske sommerresidens.

Derfor tager han nu en helt ny metode i brug.

For Kjeld har travlt – meget travlt!

Senest den 10. maj, skal han have nået at danne par med en hunstork, hvis der skal være chance for unger i reden i år.

- Der er ikke så lang tid til, fastslår Louise Lund Fjeldgren fra Bækmarksbro.

Det er hende, der på en høj pæl faciliterer storkereden højt over Bækmarksbro.

Kjeld er bare klar

Men nu er tålmodigheden altså sluppet op for desperate Kjeld.

Derfor er han nu begyndt at bygge rede nummer to i et træ et andet sted i en have i Bækmarksbro.

På den måde håber han på at lokke hunstorke til Vestjylland med sit spritnyt 'sommerhus'.

Så han er bare klar til at få unger?

- Det er jeg helt sikker på. 

- Han er SÅ klar, som han kan være nu, mener Louise Lund Fjeldgren.

1:10
Ann Skovmose fra Bækmarksbro fortæller om Kjelds nye redebyggeri.

Robotten brokker sig

Ann Buchbjerg Skovmose ejer den have, hvor Kjeld nu har påbegyndt opførelsen af bolig nummer to.

Og hvis hun skal være helt ærlig, så er hun ikke særlig imponeret af projektet.

- Han er ikke så vant til det, så han taber en masse grene, så jeg er travlt beskæftiget med at samle op hernede, fortæller Ann Buchbjerg Skovmose fra Bækmarksbro.

Hendes robotplæneklipper er nemlig ikke så glad for efterladenskaberne af Kjelds byggesjusk.

4:42

Ann fortæller, at den langbenede tømrerlærling ofte bygger mellem klokken seks og otte om morgenen. Så igen ved ti-tiden, og nogle gange om aftenen.

Hjemme ved rede nummer ét er håbet stadig intakt.

- Vi har stadig lige en chance for, at der kommer en hunstork.

- Håbet er der endnu, slutter Louise Lund Fjeldgren.