Brudepar måtte lave ubehagelige opkald efter nye restriktioner

Et brudepar måtte hurtigt luge ud i gæstelisten, så den kom under 50.

Camilla Lykke Jensen og Niklas Trabjerg Jensen, uheldigt brudepar fra Struer.
Camilla Lykke Jensen og Niklas Trabjerg Jensen, uheldigt brudepar fra Struer.
Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Fra i dag gælder forsamlingforbuddet på over 50 personer også ved private arrangementer på hoteller restauranter. 

Det påvirker flere fester her i landsdelen.

- Der har været lidt op og nedture den sidste uges tid, fortæller Camilla Lykke Jensen og Niklas Trabjerg Jensen, et ærgerligt brudepar fra Struer. 

Lørdag skulle de holde bryllupsfest på Tambohus Kro & Badehotel på Thyholm. Her møder vi en mildt sagt ærgerlig kroejer i køkkenet, for der skal ikke laves så meget mad som planlagt.

– Den er ikke længere, end vi må smide nogle ting ud, fortæller Karsten Pedersen.

- Så er der selvfølgelig også økonomien i det også. Det har jeg slet ikke tænkt ind i det her. Det magter jeg snart ikke at tænke på mere, siger den hårdt prøvede kroejer.

Mangel på respekt

63 gæster var inviteret, indtil der var pressemøde fredag klokken 17. Det betød, at nye restriktioner trådte i kraft lørdag klokken 12. En timing der ikke kunne have været dårligere, mener kroejerne.

- Vi har altid været omstillingsparate. Det har ikke en skid med det at gøre, men når det er 19 timer før. Det er simpelthen ikke okay, mener Karsten Pedersen, som bakkes op af sin direktør.

- Jeg synes, det er mangel på respekt overfor vores branche, som har rigtig travlt i weekenden og arbejder mange timer i forvejen, at vi skal have det at vide fredag aften, hvor vi hverken kan konsultere vores brancheforening eller snakke med andre om det, siger Kristina Skøtt Pedersen, hoteldirektør Tambohus Kro og Badehotel.

Kroejerne Karsten Pedersen og Kristina Skøtt Pedersen
Kroejerne Karsten Pedersen og Kristina Skøtt Pedersen
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

- Åh nej

Men der var ingen vej uden om - heller ikke for brudeparret.

- Jeg tænkte bare: Åh nej, fortæller nygifte Camilla Lykke Jensen fra Struer.

Brudeparret måtte luge ud i gæstelisten på 63, som nu er endt på 49.

- Vi skulle have været gift 4. juli  Så rykkede vi det, fordi vi ville have alle med. Og vi ville gerne have en fantastisk fest, hvor vi ikke skulle tænke på alt muligt.

- Så rykkede vi det til nu og stod så i går og skulle afgøre, om vi skulle aflyse det igen, men så tog vi den hårde beslutning og tog nogle rigtig ubehagelige opkald, fortæller Camilla Lykke Jensen.

På Tambohus Kro er brudeparret dog så småt kommet sig over gårsdagens mavepuster.

- Nu bliver det en mere intim fest med den nærmeste familie og venner, fortæller brudeparret.

Sidste søm i kisten

Imens frygter kroejerne et nyt pressemøde igen op til næste weekend.

- Vi håber, de ved, hvad de gør, for det er en branche, der lider i forvejen.

- Det her det er da lige det sidste søm i kisten, slutter Carsten Pedersen.

Og hoteldirektøren supplerer:

- Vi er stadig mærket af de tab, vi havde i foråret.

- Det, vi måske har oparbejdet lidt, begynder vi at tærre på nu, fordi der har været så mange anullereringer af kurser, fester, konferencer og grupper, der skulle bo på værelser her. Så i oktober er der ikke meget tilbage, vurderer Kristina Skøtt Pedersen.

2:24
Se tv-indslag om brylluppet, der blev ramt af de nye restriktioner.