Danske cykelstjerner kommer direkte fra Touren – kører løb i Struer tirsdag
Michael Mørkøv, Michael Valgren og Lars Bak er nogle af de danske stjerner, der deltager i Le Tour Revanchen i Struer.
Det er ikke hverdag, at et dansk cykelløb kan samle flere af landets absolut bedste cykelryttere.
Det er dog ikke desto mindre, hvad Struer har gjort, når byen tirsdag aften klokken 19.00 lægger asfalt til løbet Le Tour Revanchen 2019.
Flere af de deltagende ryttere kommer direkte fra de franske veje, hvor de har deltaget i Tour de France.
Her er der tale om Danmarksmesteren Michael Mørkøv og Kasper Asgreen fra Deceuninck–Quick-Step, Michael Valgren og Lars Bak fra Team Dimension Data samt Mads Würtz Schmidt fra Team Katusha Alpecin.
Afbud fra Fuglsang
Arrangørerne bag Le Tour Revanchen havde også et andet – og muligvis det største – navn på plakaten, da programmet blev fastlagt.
Dengang blev Jakob Fuglsang fra Astana præsenteret, men han har senere været nødt til at melde afbud efter et slemt styrt i Tour de France, som betød, at han måtte opgive sine drømme om en podieplads og i stedet trække sig fra det franske løb.
Le Tour Revanchen bliver dog ikke helt uden deltagelse fra Jakob Fuglsang.
Han møder stadig op for at vise sin støtte til løbet og skrive autografer til de fremmødte fans.
Ruten
Fuglsang må derfor se sine landsmænd køre rundt på ruten i Struer.
Det er en rundstrækning på 1,2 kilometer med flere sving og tekniske detaljer, som kommer til at give udfordringer. Rundstrækningen skal tilbagelægges 50 gange af de deltagende cykelryttere.
Byen spærres for trafik
For at gøre cykelløbet muligt, bliver store dele af bymidten i Struer spærret af.
Herunder kan du få et overblik over, hvilke områder der bliver berørt af afspærringen.