Drenge ville starte ATV - så brød den i brand
En firehjulet crosser, også kendt som en ATV, brød mandag eftermiddag ud i lys lue i Struer, da en flok drenge forsøgte at starte maskinen.
Det gik helt galt, da en gruppe unge fra Struer mandag eftermiddag forsøgte at starte motoren på en ATV, eller firehjulet crosser, som de også kaldes.
Ifølge brandvæsnet fortalte de 15-16 årige drenge, at de havde haft problemer med at få liv i maskinen. Og da de fortsatte forsøgene, endte den med at bryde i brand.
Anmeldelsen kom ved 16:30-tiden, og da indsatsleder ved Nordvestjyllands Brandvæsen Chresten Maarupgaard ankom til stedet, var branden allerede blevet slukket af Falck.
- Jeg ser bare en totalt udbrændt crosser på cykelstien, siger han til TV MIDTVEST.
Branden skete ved Stentofterne, som er et boligkvarter i Struer.
- Det var meget hurtigt overstået, siger indsatslederen.
Politiet var også på stedet, og ifølge Chresten Maarupgaard var der ikke indikationer fra dem på, at der skulle være foregået noget strafbart i forbindelse med branden.