Landsbykongen fra Linde: - Der skal være lys i vinduerne

​Jørgen Søvndal tjener ikke noget på at leje sine bygninger ud, men gør det alligevel. Han vil ikke have, at de står tomme.

9:02
Se forpremieren for indslaget om Jørgen Søvndal her. Det sendes i morges på TV MIDTVEST klokken 19:30.

Legebarn, træner, coach, landsbykonge, iværksætter, direktør og virksomhedsejer – alt sammen pakket ind i shorts og badesandaler.

Jørgen Søvndal fra landsbyen Linde i Struer Kommune er det hele og meget mere. Og så er det vigtigt for ham at holde gang i den lille by, hvor han derfor har opkøbt flere bygninger og sørget for, at de forsat er i brug.

Både Jørgen og hans kone arbejder i Linde-virksomheden.
Både Jørgen og hans kone arbejder i Linde-virksomheden.
Foto: TV MIDTVEST

- Jeg kunne simpelthen ikke tage, at min lille landsby skulle have sorte vinduer. Så derfor tænkte jeg, 

 at jeg blev nødt til at gøre noget, fortæller han, mens han viser TV MIDTVEST en række af de bygninger, som han har købt.

- Det gælder om, at der skal være lys i alle bygningerne. Der skal være liv i Linde og omegn, uddyber manden, der blandt andet har købt byens tank og banken, der i dag er en frisør, selvom han ikke tjener noget på at udleje bygningerne.

- For mig er badminton livet, fortæller Jørgen Søvndal.
- For mig er badminton livet, fortæller Jørgen Søvndal.
Foto: TV MIDTVEST

- Ham der dør med mest legetøj har vundet

Tiden står ikke stille for landsbykongen, der udover bygningerne også er direktør i ejet firma og har sin egen badmintonbane, hvor han udvikler talenter fra blandt andet Østeuropa. Og så ejer han blandt andet også flere motorcrossmaskiner.

- På min gravsten der må der egentlig gerne stå: ”Ham der dør med mest legetøj, han har vundet”, fortæller han med et glimt i øjet. 

Egentlig er han uddannet maskinarbejder, og efter syv år i USA kom han i 1993 hjem til Linde. Her startede han sammen med konen virksomheden Sicatech, der fremstiller tamponer til tryk på alverdens overflader. I dag er han byens største erhvervsdrivende.

- Jeg gider ikke sidde på plejehjem til sidst og sige ”hold nu fast, bare jeg havde gjort...”. Jeg bliver nødt til at leve i nuet, og hvis jeg har muligheden for noget, så gør jeg det, siger han.

Se hele indslaget om Jørgen Søvndal øverst i artiklen eller på TV MIDTVEST i morgen klokken 19:30. 

For Jørgen Søvndal er arbejde og fritid gledet sammen.
For Jørgen Søvndal er arbejde og fritid gledet sammen.
Foto: TV MIDTVEST