Lars er for 30. gang med til cup for store hunde: Newfoundlændere er fantastiske

I Struer er 120 newfoundlændere fra hele Europa samlet resten af ugen til Gold Cup.

1:51
Lars Højdam fra Norge har været til Gold Cup i Danmark siden 1992.
Foto: Pernille Leftes, TV MIDTVEST

Hvis du tænker, at du har haft det hedt i sommervarmen, så forestil dig at være en hund med masser af pels.

Lige nu er 120 hunde af racen newfoundlænder fra hele Europa samlet til Gold Cup i Struer, der er en årlig hundeudstilling.

En af deltagerne er Lars Højdam fra Norge, der har været med til udstillingen i 30 år.

- Jeg tager til konkurrencen for at møde venner fra ind- og udland. Og så elsker vi newfoundlændere, fordi det er verdens bedste hund, som er tillidsfuld og bare helt fantastisk, siger hundeejeren.

Opmærksom på varmen

I øjeblikket er temperaturerne langt over 20 grader, og de høje grader er hundeejerne meget opmærksomme på.

- Vi har solafskærmning, blæsere, aircondition, og så bliver hundene også kølet ned med vand, siger Lars Højdam.

Også formanden for Newfoundlænderklubben, Peter Vestergaard, fortæller, at varmen ikke kommer til at spille en rolle under konkurrencen, og at de passer godt på hundene.

- Det er ikke første gang, at vi har en varm sommer, så det skal nok gå. Vi kan også se, at det ser ud til, at det bliver mere overskyet sidst på ugen, og det ser vi frem til, så forholdene bliver ideelle, siger han.

Selve udstillingskonkurrencen starter på fredag, og det er første gang, at der bliver afholdt i Struer. Tidligere har arrangementet fundet sted i Nyborg.