Se listen: Det er tidligere havnechef tiltalt for at bruge kommunens penge på
Den tidligere havnechef er tiltalt for bedrageri for 111.159,23 kroner.
Der er rejst tiltale mod den tidligere havnechef og overfartsleder i Holstebro-Struer Havn, Søren Adsersen, for bedrageri.
Det fremgår af et anklageskrift fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Sagen drejer sig om bedrageri for i alt 111.159,23 kroner fordelt på 19 forhold.
Søren Adsersen er blandt andet tiltalt for at have indkøbt forskellige varer, som han fik personalet i Struer Kommune eller Holstebro-Struer Havn til at betale, selvom varerne var til privat brug.
Det skulle være foregået fra 23. november 2017 til 9. juli 2019 som leder af Venø Færgefart og havnechef i Holstebro-Struer Havn.
Derudover er den tidligere havnechef tiltalt for at have faktureret Struer Kommune for fiktivt arbejde for i alt 52.044 kroner.
Det foregik ifølge anklageskriftet ved, at Søren Adsersen har sendt fakturaer på en entreprenørvirksomheds brevpapir med regninger for fiktivt arbejde til Venø Færgefart, som personalet i Struer Kommune betalte.
Pengene skulle være brugt på private indkøb.
Det skulle have kostet kommunen 52.044 kroner.
Tilsynsrapport skulle sløre bedrageri
Det sidste punkt på anklageskriftet handler om dokumentfalsk. Den tidligere havnechef er også tiltalt for at have tilføjet falske informationer til en tilsynsrapport af Venø Færgen.
Disse tilføjelser skulle ifølge anklagemyndigheden bruges til at forklare de fiktive regninger, Søren Adsersen er anklaget for at sende til kommunen.