Se på kyllinger dagen lang: Solveig har fået kameraer i stalden

Livestream fra kyllingestald skal gøre det lettere for folk at forstå, hvordan slagtekyllinger lever.

2:29
Solveig Nørmark har sat webcams op sin kyllingestald, for at danskerne kan se, hvordan en kyllingeproduktion faktisk foregår.
Foto: Marc Killigren Akselsen / TV MIDTVEST

32.000 kyllinger rykkede i dag ind hos Solveig Nørmark. Det er ikke usædvanligt for kyllingeproducenten, men der skete alligevel noget særligt.

I dag indkaldte Solveig Nørmark til pressemøde på kyllingefarmen ved Fousing nær Struer.

Anledningen er, at alle nu kan følge slagtekyllingernes liv hjemme fra sofaen. For der sidder nu to kameraer i stalden og livestreamer.

De næste 35 dage sender videokameraerne direkte ud til alle de folk, som skulle have lyst at følge med i, hvordan en dansk slagtekylling lever.

- Jeg er spændt, siger kyllingeproducenten.

Villig til at gøre mig sårbar

Solveig Nørmark mener, danske kyllingeproducenter bliver beskyldt for ikke at behandle dyrene ordentligt. 

Så nu er hun gået med til at fremvise sin stald, så hun kan vise, at kyllingerne får lys, mørke og fri adgang til mad og drikke.

- Jeg drømmer om, at man får øjnene op for, at vi i Danmark faktisk er rigtig gode til at lave mad til forbrugerne, siger hun.

Solveig Nørmark kan godt nikke genkendende til, at hun gør sig selv sårbar ved at lade kameraerne vise livet i stalden. Men det er en nødvendighed for at vise åbenhed, mener hun.

- Jeg er villig til at gøre mig sårbar, for jeg tror, der er brug for, vi viser, hvad vi gør, siger kyllingeproducenten.

Dusør på halv million

Kyllingekameraerne kommer, efter dyreværnsorganisationen Anima udlovede en dusør på 500.000 kroner, hvis Landbrug & Fødevarer ville give fuld adgang til en stald.

Solveig Nørmark sagde har sagt ja videosende. Hun har ikke gjort det for dusørens skyld, og Anima er da heller ikke lige klar til at udbetale fuld dusør. For to kameraer – et overbliksbillede og et billede i kyllingehøjde – er ikke helt nok.

- Vi har jo bedt om fri adgang til en kyllingefarm, så vi kunne dokumentere forholdene i detaljer, og nu har vi to kameraer i en stald, hvilket selvfølgelig er bedre end ingenting, men det er også lang fra fuld åbenhed i vores optik, siger Animas kommunikationschef, Thorbjørn Schiønning.

Danskere ønsker bedre vilkår

Uanset at Anima altså ikke har armene helt i vejret med udsigt til overvågningskameraerne, bliver der taget godt imod idéen hos forbrugerne i supermarkedet.

- Jeg synes, det er fint, vi kan se, de har god plads. Det er egentlig det, det handler om, siger Inge Hedegaard.

- Det er udmærket. Det er meget rart at se, hvordan det bliver produceret, siger Jack Øgendahl.

De danske forbrugere mener generelt, slagtekyllinger skal have bedre vilkår. Det viser en undersøgelse fra 2018, hvor fire ud af fem danskere var enige i det udsagn.