SKAT tager livet af Safari Caravan
Struer-virksomheden Safari Caravan er gået konkurs på grund af kæmpe uforudset moms-regning.
Siden 1992 har Safari Caravan i Struer tilbudt kunderne at hente den nye campingvogn i Tyskland, så de kun skulle betale den tyske moms på 19 procent og ikke den danske på 25 procent. Men den går ikke. Højesteret har afsagt en kendelse, som giver SKAT medhold i at forretningsmetoden er ulovlig. Det påvirker en række af landets camping- og bådforretninger - og altså også Safari Caravan. Struer-virksomheden er nu under konkursbehandling ved Skifteretten i Holstebro.
Opkrævning kom på girokort
Advokat for Safari Caravan, Karsten Hjorth Larsen, fortæller TV/MIDT-VEST, at Struer-virksomheden er blevet mødt med et momskrav fra SKAT på 25 procent af de seneste fem års omsætning. Et krav som er så stort, at Safari Caravan ikke har kunnet betale. Opkrævningen kom på et girokort, som skulle have været betalt i dag. Beløbets størrelse vil advokaten ikke offentliggøre.
Safari Caraven ønsker selv konkurs
Konkursbehandlingen af Safari Caravan sker efter virksomhedens eget ønske, som i øvrigt mener, at den har handlet i god tro. SKAT udsendte i 2006 et cirkulære med ni punkter, som skulle overholdes, og Safari Caravan har overholdt dem alle.
- SKAT er af den opfattelse, at man ikke har ændret noget som helst. Man mener bare pludselig, at have konstateret, at en lang række danske caravanforhandlere har trådt forkert ved at lade kunderne hente deres campingvogne i Tyskland, siger advokat Karsten Hjorth Larsen til TV/MIDT-VEST.
Safari Caravan håber i løbet af 14 dage at kunne finde en løsning på det omfattende udestående med SKAT. Foreløbig er forretningen i Struer stadig åben.
- Men det koster at have en virksomhed kørende, som er under konkursbehandling. Der er ikke flere midler at tage af, og der jo stadig udgifter til løn og drift i det hele taget. Desuden går de indtægter, der kommer ind jo til panthaver, siger advokat Karsten Hjorth Larsen.
Safari Caravan i Struer er en 51 år gammel virksomhed, som blev drevet af stifteren Bent Madsen frem til hans død i 2003. I dag ejes og drives Safari Caravan af sønnen, Bo Madsen.