Stressramt borgmester: - Det kommer til at tage nogle måneder
For en måned siden blev Struer Kommunes borgmester, Mads Jakobsen (V), sygemeldt med stress. Nu fortæller han, at han er i bedring.
Det er godt en måned siden, at Struer Kommunes borgmester, Mads Jakobsen (V), blev sygemeldt med stress på ubestemt tid.
Og man skal ikke forvente, at han vender tilbage til politik for fuld skrue lige med det første.
Det skriver han på sin facebookprofil.
- Meldingen fra dem, som hjælper mig, er at jeg kan blive så god som ny, og at det går den rigtige vej. Men jeg får også at vide, at det kommer til at tage nogle måneder, før jeg er tilbage på fuld kapacitet, skriver han og fortæller, at selvom han har det godt både fysisk og psykisk, så er hverken hans koncentrationsevne eller arbejdskapacitet, som den plejer.
Siden sin sygemelding har han ikke været meget at finde i offentligheden, det vil nu ændre sig.
- En del af at blive klar igen er også at vende tilbage til mit almindelige liv. Det betyder, at man vil kunne støde ind i mig ved købmanden, på biblioteket eller på gågaden. Man skal heller ikke blive forbavset over at se mig i biografen eller til en koncert i Folkets Hus, skriver han også i sit opslag.
Havde ikke set sygemeldingen komme
Ifølge Dagbladet Holstebro-Struer havde den stressramte politiker ikke forestillet sig, at en sygemelding var på vej.
- Jeg havde slet ikke set det komme og har hele tiden tænkt, at det da ikke var noget, der kunne ramme mig selv, fortæller han til dagbladet og understreger, at det vil tage tid, før han vender tilbage til politik.
På et ekstraordinært kommunalbestyrelsesmøde i august blev det bestemt, at Marianne Bredal (V) skulle varetage borgmesterens forpligtelser den kommende tid.
Hun havde dog aldrig forestillet sig at skulle sidde i borgmesterstolen.
- Jeg har aldrig lagt en karriereplan, netop fordi min erfaring er, at tingene er tilfældige, og nogle gange opstår der muligheder, sagde Marianne Bredal dengang til TV MIDTVEST.
Marianne Bredal er nu fungerende borgmester i Struer Kommune.