Ukrudtsbrænder skyld i brand i redskabsskur
Nordvestjyllands Brandvæsen blev torsdag aften kaldt til en brand i Bremdal ved Struer.
Så var den gal igen.
En ukrudtsbrænder har endnu engang været skyld i en brand i det midt- og vestjyske.
Det er i hvert fald politiets teori, efter at der torsdag aften blev meldt om en brand i et redskabsskur på Mejsevej i Bremdal ved Struer.
Vagtchef Ole Vanghøj siger, at politiet formoder, at det var uforsigtig brug af en ukrudtsbrænder, der var skyld i branden, og at vedkommende, der brugte brænderen, formentlig kan se frem til at blive sigtet for overtrædelse af beredskabsloven.
Nordvestjyllands Brandvæsen fik alarmen fra Bremdal ved 18-tiden. Indsatsleder Jean Warming fortæller, at der var kraftig ild i skuret, da brandfolkene nåede frem. En overgang var der fare for, at flammerne ville brede sig til naboens garage, men det lykkedes brandfolkene at begrænse skaderne, inden det gik så galt.
I lørdags var en ukrudtsbrænder også skyld i en brand - det var på en landejendom uden for Rækker Mølle ved Skjern.