Våben og narko: Tre mænd skal samlet over 20 år i fængsel

Politiet har blandt andet benyttet sig af politiagenter til at opklare sagen.

Retten i Holstebro
Foto: Selma Bjørnestad Kvist Åstrøm, TV MIDTVEST
Opdatering

  • Artiklen er opdateret med kommentarer fra både anklager og forsvarsadvokater.

21 og tre måneders fængsel. 

Så meget står tre mænd - alle med adresse i Struer Kommune - til samlet at skulle sidde bag tremmer. 

Det er 33-årige Amir Hajder, 32-årige Maimoun Chaihab og 62-årige Keld Højmark Nielsen, der er blevet idømt fængselsstraffe i en sag om omfattende handel med våben, forsøg på handel med våben og narkosalg.

Det står klart efter en dommer tirsdag eftermiddag afsagde dom ved Retten i Holstebro. Allerede mandag blev mændene kendt skyldige i en lang række forhold, men da sagen er kørt som nævningesag, er dommen først blevet afsagt tirsdag.

Foruden fængselsstraffene bliver Amir Hajder og Maimoun Chaihab også udvist af landet for bestandigt, hvilket betyder, at de aldrig må rejse ind i Danmark igen, når de afsonet deres tid bag tremmer.

- Alt i alt der jeg tilfreds med den dom, der kommet. Straffene, der er blevet udmålt i dag, særligt til den 32-årige og 33-årige kan jeg ikke være utilfreds med.

- Hovedsageligt er der blevet lagt vægt på mængden af narkotika og våben. Og så synes man også, at der var en vis grad af professionalisme og organisering i det, og det trækker også op, at det er ikke er noget spontant opstået kriminalitet, siger anklager Jakob Kjær fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Sagen begyndte ved retten 2. oktober. Anklageskriftet bestod af i alt 38 forhold for køb og salg af våben samt salg og besiddelse af større mængder kokain og hash. 

Mændene er blevet frifundet for nogle af forholdene.

- Der var et par forhold, der skete frifindelse i. Det overraskede det mig lidt, at der gjorde det. 

- Det er nogle forhold med noget handel af våben, retten ikke mente, der var bevist, og så var der nogle forhold, hvor retten ikke mente, at anklageskriftet opfyldte de formelle krav til, hvordan sådan et skal lyde, siger anklager Jakob Kjær. 

Retssagen har strakt sig over 15 retsdage. 

På den første retsdag forklarede anklageren, at politiet har haft tre spor i efterforskningen. Dels har det gjort brug af rumaflytning, telefonaflytning og videoovervågning - dels har det haft politiagenter sat på sagen, og endeligt har det indhentet kommunikation fra en krypteret kommunikationstjeneste.

De tre mænd blev anholdt ved en større politiaktion i august sidste år. Siden da har de været varetægtsfængslede og siddet i henholdsvis Herning Arrest, Nr. Snede Fængsel og Viborg Arrest. 

Maimoun Chaihab ankede sin dom på stedet. Hans forsvarsadvokat Helle Kaad Iversen forklarer hvorfor: 

- Det er en hård afgørelse. Vi anker både i forhold til straffen og nogle af forholdene og så selve indrejseforbuddet

Amin Hajder og Keld Højmark Nielsen har begge udbedt sig betænkningstid til at overveje at anke dommen. 

Forsvarsadvokaten til Amin Hajder, Camilla Nowak, siger, at hun ingen kommentar har, før hun har gennemgået dommen med sin klient, mens Keld Højmark Nielsens forsvarsadvokat siger til TV MIDTVEST, at han finder afgørelsen forkert og nu vil gennemgå den med sin klient.