De Radikale: Luk teltlejrene
De Radikale har kaldt integrationsminister Inger Støjberg i samråd. Drop teltlejrene, lyder opfordringen.
I november sidste år flyttede de første asylansøgere ind i teltlejren i Thisted. Nu bør den og de andre teltlejre lukke, lyder det fra De Radikale.
- Drop teltlejrene og brug nogle af de lejre, vi har i forvejen, siger Andreas Steenberg, som er medlem af Folketinget for Radikale Venstre.
De Radikale har kaldt integrationsminister Inger Støjberg i samråd, efter at TV MIDTVEST søndag aften kunne fortælle om forholdene på asylcentret i Thisted. Her har flere asylansøgerne boet siden åbningen, selvom at udgangspunktet var midlertidigt.
Mange tomme pladser
I midt- og vestjylland er der i øjeblikket en del tomme pladser rundt på landsdelens asylcentre. I Herning er der plads til 600 asylansøgere, men i øjeblikket er kun 300 pladser i lejren besatte. I Thisted er der mellem 150 og 200 ledige pladser, og i Holstebro skal der nu nedlægges 300 pladser, fordi antallet af asylansøgere er dalene.
- Jeg synes, teltlejrene skal væk. Der er ikke brug for dem. Der er plads andre steder, og de er dyre og dårligere. Så der ikke nogen grund til at have dem, siger Andreas Steenberg, som er medlem af Folketinget for Radikale Venstre.
Hos Dansk Folkeparti hilser de samrådet med integrationsministeren velkommen, men fastholder, at teltlejrene skal blive.
- Teltlejre er en god løsning og har været det i en situation, hvor systemet for alvor har været overbelastet... Hvis vi begynder at slække, er jeg helt sikker på, at antallet(af asylansøgere red.) kommer til at stige, siger Christian Langballe, som er medlem af Integrationsudvalget for Dansk Folkeparti.
Hvornår samrådet bliver er endnu uvist.
Sidste år kom der 21.000 asylansøgere til Danmark. I år har der ind til nu været 4700.