18-årig skal 6 år i fængsel for besiddelse af fire kilo kokain

Retssagen kørte ved Retten i Holstebro, og her erkendte den 18-årige sig skyldig.

Retten i Holstebro har fredag idømt en 18-årig mand 6 års fængsel for at have modtaget og været i besiddelse af fire kilo kokain.
Retten i Holstebro har fredag idømt en 18-årig mand 6 års fængsel for at have modtaget og været i besiddelse af fire kilo kokain.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

En 18-årig mand er blevet idømt seks års fængsel for at have modtaget og været i besiddelse af fire kilo kokain, som han kom i besiddelse af i december 2022.

Det har Retten i Holstebro afgjort fredag.

I december modtog han kokainen på foranledning af en anden part i sagen, som anklagemyndighederne ikke ville fortælle nærmere om.

Da 18-årige Benjamin Paaske Christensen blev anholdt af politiet 8. december 2022 i Snedsted i Thy, hvor han angiveligt var på vej hjem fra den anden part, hvor han havde afleveret ét af de fire kilo kokain. 

Alvorlig forbrydelse

Da han blev anholdt, var han i besiddelse af de resterende tre kilo.

Benjamin Paaske Christensen erkendte sig skyldig under retssagen i Holstebro fredag eftermiddag og blev fængslet umiddelbart efter dommen. Han har siddet varetægtsfængslet siden pågribelsen tilbage i december.

Anklagerfuldmægtig ved Midt- og Vestjyllands Politi Emil Nyborg, der har ført sagen på vegne af politiet, er tilfreds med dagens dom.

- Det er en passende straf. Seks års fængsel er en streng straf, men det er også en alvorlig form for kriminalitet at være i besiddelse af så store mængder kokain, fortæller han. 

Benjamin Paaske Christensen blev dømt ud fra straffelovens pargraf 191, hvor strafferammen ligger på op til 10 års fængsel.