Alle er vilde med Mohamed Ibrahim
Det er ikke kun kollegaerne, der er glade for den 23-årige somalier Mohamed Ibrahim. Hans nabo og brugsuddeleren i Hundborg melder sig i koret, der synes, han skal have lov til at blive.
23-årige Mohamed Ibrahim skal forlade Danmark og rejse tilbage til Somalia, hvor han kom fra for fire år siden. Men både hans kollegaer og lokalsamfundet i Hundborg, hvor han bor, har svært ved at forstå, hvis Mohamed Ibrahim ikke er velkommen i Thy.
- Jeg har meget, meget svært ved at forstå de her regler. Han er jo netop velfungerende, snakker dansk og arbejder, passer hans ting. Spiller fodbold i fodboldklubben. Det kan godt være reglerne er sådan, at de skal sendes ud af landet, men jeg synes, vi har mange andre der ikke integrerer sig og ikke bliver en del af samfundet, men det gør han jo. Så jeg synes, han skulle have lov til at blive her, siger Jette Knudsen, der er uddeler i Dagli' Brugsen i Hundborg.
Mohammed Ibrahim kom til Danmark som flygtning fra Somalia i 2013. Året efter fik han opholdstilladelse, som skulle gælde til 2019, men midt i december fik han i et brev fra Udlændingestyrelsen besked om, at opholdstilladelsen er inddraget.
- Jamen det blev jeg forfærdelig ked af at høre. Fordi, han er simpelthen sådan en dejlig person, som man bliver glad over at møde. Han siger altid hej, og snakker til os. Han ønsker os en god dag. Så man bliver virkelig, virkelig trist over, at det er sådan en, der skal sendes ud af landet, siger Jette Knudsen
Mohamed Ibrahims kollegaer på Tican slagteriet i Thisted, hvor han hver dag cykler de 13 kilometer for at gå på arbejde, har lavet en støtte-video til facebook, hvor de opfordrer politikerne til at ændre reglerne, så den 23-årige somalier kan blive i Danmark.
Hans tillidsmand på slagteriet har startet en underskriftsindsamling, og hjemme i Hundborg, hvor han bor kender de lokale også Mohamed Ibrahim som en, der forsøger at integrere sig.
- Jeg kan ikke forstå, man ikke kan se, at han har gjort noget for at ville være i Danmark og for at ville leve i Danmark, siger Jette Knudsen.
- Han bidrager jo til det, at han er, ligesom vi andre er her i byen. Vi snakker jo henover køledisken her. Og det gør han jo også. Han har valgt at gå til fodbold og valgt at være sammen med andre. Han har ikke bare låst sig inde for at gøre de ting, som man gør i hans hjemland. Han gør de ting, som alle andre i byen gør. Her bidrager han jo stort, siger hun.
Nabo: Der er krig om at ligne Inger Støjberg og Martin Henriksen mest
Mohamed Ibrahims nabo Jens Otbøl er også ked af, at hans nabo nu ser ud til at skulle forlade landet.
- Jeg er da ked af det. Jeg har jo kendt ham i næsten to år. Jeg har fulgt dem, de har jo siddet herude på bænken med deres bette barn i sommeren, og så pludselig får jeg at vide, at hun er rejst ud af landet, siger Jens Otbøl der er pensionist og bor i Hundborg.
Men det er vel sådan reglerne er og de skal vel være end for alle?
- Ja, men så må de ændre på dem. Der er så stor konkurrence i øjeblikket, om hvem der skal være hårdest i at sende dem ud. Men du må jo ændre lidt på reglerne, sådan så dem, der arbejder - sådan som han sagde, Lars Løkke - de skal også have lov at være her. Det synes jeg, siger Jens Otbøl.
- Martin Henriksen og Inger Støjberg de er jo ikke ene om det længere. Der er blevet en krig om, hvem der kan ligne dem, synes jeg. Men det er der jo mange meninger om, siger Jens Otbøl.
Mohamed Ibrahim har anket Udlændingestyrelsens afgørelse, og indtil sagen bliver endeligt afgjort, arbejder han videre på slagteriet i Thisted.