Amerikanere inviterede til thanskgiving med ét særligt formål
To amerikanere, der er bosat i Thisted, inviterede lørdag til thanksgiving med et særligt formål.
USA er meget mere end det, man ser i nyhederne.
Sådan lyder det fra to amerikanske thyboer, der lørdag inviterede folk fra nær og fjern til thanksgiving. De ville vise, at amerikanere også går op i fællesskab og hygge.
- Man vil blive overrasket over, at der er mange flere tolerante mennesker i USA end det man ser baseret på valget, siger Amora Feray, der er amerikaner bosat i Thisted.
Thanksgiving er en dag, der hovedsaglig markeres i Nordamerika, og dagen er blandt andet kendetegnet ved de store mængder mad, der indtages.
Alle gæsterne var inviteret med i køkkenet, og blandt kalkuner i ovnen og mad, der skulle steges, fik gæsterne en smag på, hvad det at være amerikaner også kan være.
- Det handler om at acceptere hinanden, hjælpe hinanden og være taknemmelig, siger Keren Christensen, der også er amerikaner i Thisted.
Stor fokus på præsidentvalget
Det er vist ikke gået nogens næse forbi, at USA i sidste uge valgte Donald Trump til præsident i den næste præsidentperiode.
De to amerikanere har fået mange spørgsmål omkring det og følte, at de gerne ville vise, at USA er mere end det.
- Jeg håber ikke, at folk tror, at Trump er hele USA, siger Amora Feray, mens Keren Christen stemmer i:
- Man ser også de negative ting i nyhederne, og USA har mere at byde på, siger hun.
Thanksgiving falder i år 28. november.