Bombe: Eksborgmester forlader parti og træder ind i nyt

Torsten Nielsen har repræsenteret De Konservative i Viborg byråd i 16 år. Nu vender han ryggen til partiet.

torstennielsen
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

For 10 år siden blev han pludselig borgmester. Nu går han pludselig fra sit parti.

57-årige Torsten Nielsen har taget en opsigtsvækkende beslutning. Han forlader det konservative folkeparti, som han har været medlem af i 16 år. I næsten 15 år har han repræsenteret partiet i Viborg byråd.

0:18

Torsten Nielsen bryder med sit parti og sin byrådsgruppe efter en periode med gnidninger. De kulminerede på et byrådsmøde i den forløbne uge, da de seks partifæller stemte imod Torsten Nielsen i en sag om ja eller nej til en Rema 1000-butik i Hammershøj.

- Det er jo helt forkert, at man ikke kan stå sammen som byrådsgruppe. Altså, man stemmer i øst og vest. Det ser ikke godt ud. Jeg vil ikke gå ind i en diskussion om, hvem der er problemet. Det er bedre at sige, at vi må være vokset fra hinanden, siger Torsten Nielsen.

0:22

Aldrig oplevet noget lignende 

I Rema-sagen stod Torsten Nielsen som formand for teknisk udvalg fast på udvalgets beslutning om at stemme nej til en ny discountbutik i landsbyen. Hans partifæller stemte ja. Men flertallet i byrådet stemte sammen med Torsten Nielsen.

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende før. Et helt parti stemmer imod sin egen formand i et fagudvalg. Samtidig bliver partiet stemt ned i byrådssalen. Jeg har aldrig oplevet det før. Nu er vi kommet til et tidspunkt, hvor nok er nok, siger Torsten Nielsen.

I samme åndedrag bebuder han, at han nu melder sig ind hos Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne. Og han er parat til at stille op for partiet til næste kommunalvalg om et år.

- Jeg har kendt Inger i rigtig mange år fra private sammenkomster hos Søren Pape. Vi har mødtes i offentlige sammenhænge også, og vi har altid gået rigtig godt i sving sammen. Men i bund og grund handler det om den politik, hun står for. Den kan jeg se mig ind i på alle parametre.

0:23

Torsten Nielsen mener, at de konservative på landsplan er blevet for grønne.

- Altså, tapetsere alt med jernmarker, siger han med et Støjberg-udtryk, der hentyder til de store solcelleparker, der skyder op flere steder.

0:13

Torsten Nielsen blev borgmester i august 2014, da Søren Pape Poulsen pludselig forlod rådhuset i Viborg for at blive partileder for de konservative. Ved det efterfølgende byrådsvalg tabte han borgmesterposten til Venstres Ulrik Wilbek.

Ved et seneste byrådsvalg i november 2021 var Torsten Nielsen igen konservativ spidskandidat. Han fik 3884 personlige stemmer og de konservative fik syv pladser i byrådet.