Politiet sprængte flaske i stumper og stykker: Nu er der nyt om indholdet
19. august rykkede Lokalpolitiet i Viborg ud til en mistænkelig flaske. Efter næsten tre måneder er der nu svar på, hvad der gemte sig i den.
Mandag 19. august rykkede Lokalpolitiet i Viborg ud til en mistænkelig flaske, der var placeret af en 'lidt uligevægtig kvinde', som politiet beskrev hende.
Politiet var massivt til stede. Både afspærring og bomberyddere var i spil. Det blev vurderet, at flasken skulle sprænges, og resterne blev taget med til analyse. Den viser nu, hvad der var i flasken.
- Der var intet farligt i flasken. Der blev ikke fundet nogen form for syre eller noget, der kunne indikere sprængfare, siger Henrik Varbøl Andersen, efterforskningsleder ved Midt- og Vestjyllands Politi.