Mødrehjælpen i Skive: Tak - men nej tak
Mødrehjælpen i Skive har offentliggjort på deres sociale medier, at de ikke ønsker at få indleveret tøj eller legetøj fra mærket Temu.
Mødrehjælpen i Skive tager normalt imod al den hjælp de kan få, men nu trækker de en streg i sandet.
- Vi ønsker det bedste til de børn, som vi hjælper, og det kan vi ikke garantere, når varerne kommer fra Temu, fortæller Inger Nielsen, der er butiksansvarlig og frivillig i butikken.
For to dage siden lagde butikken et opslag på Instagram, hvor de frabedte sig varer fra mærket, men det er ikke lige nemt at kende forskel for de frivillige i butikken.
- Vi gør det bedste for at kvalitetssikre de produkter, vi har i butikken, men det kan være svært til tider, hvis ikke der er et tydeligt mærke på, siger Inger Nielsen.
Det er ikke, fordi butikken til daglig støder på mærket, når de for indleveret varer. Men butikschefen aner en tendens, som hun gerne vil støtte op om.
- Vi oplever, det ikke i så stor grad endnu, men vi håber at fange det i opløbet, fortæller hun.
TV 2 skrev tilbage i starten af november, at Forbrugerrådet er rystede over, hvor farligt legetøjet hos Temu er. Derfor håber Inger Nielsen også, at folk tager opfordringen seriøst.
- Vi gør jo vores bedste for at sortere legetøjet bedst muligt. Og vi har også en af de andre frivillige, som kender legetøj godt. Hende spørger vi tit til råds, når vi er i tvivl, siger Inger Nielsen, der understreger, at de holder ekstra godt øje med både tøj og legetøj fra Temu.
Mødrehjælpen i Skive er ikke den eneste butik, der fravælger 'det farlige legetøj'.
- Vi tager del i ansvaret om at sælge forsvarligt legetøj videre til de børn, der har brug for det, fortæller Inger Nielsen.