Da hun først gik efter ingredienserne i sin creme, fik hun bedre hud
Der er mere fokus på ingredienser, når folk køber hudplejeprodukter end førhen, lyder det fra hudlæge.
Udbrud og pigmentpletter i huden.
Det kæmpede Mette Steenberg fra Silkeborg med op igennem sine 30’ere og 40’ere, indtil hun en dag satte sig for at finde en løsning på sine hudproblemer.
- Så gik jeg online og begyndte at researche lidt selv, siger hun i ’Go’ morgen Danmark’.
Mette Steenberg kiggede nærmere på indholdet i sine hudprodukter, og hun er ikke den eneste.
I mange år er hudprodukter blevet markedsført på udseendet fremfor indholdet, men i dag fokuserer forbrugerne mere på det, de er lavet af.
Sådan lyder det fra Anette Kristine Poulsen, som er fagbogsforfatter og stifter af platformen og Instagramprofilen Beautyspace. Hun kalder det en bevægelse.
”Vi er færdige med hemmeligheder”
Engang var der i markedsføringen af hudprodukter meget fokus på tung emballage med for eksempel guldbelægninger.
Tesen var; jo dyrere jo bedre, lyder det fra Anette Kristine Poulsen.
Og så herskede der en fortælling om, at man helst skulle bruge alt fra samme serie, forklarer hun.
- Indholdet blev kvalificeret som dyrt, fordi det tit var fundet på sjældne bjergskråninger, ingen nogensinde havde hørt om. Og så var det hele pakket ind i sådan nogle flødefede tillægsord, som ”unik”, ”banebrydende”, ”magisk”, ”fantastisk”, siger hun.
Men i dag er forbrugerne blevet mere kritiske. Vi går ikke længere op i ”beauty secrets”.
Vi vil langt hellere vide, hvad vores hudplejecremer indeholder, lyder det.
- I dag er vi så færdige med hemmeligheder, siger Anette Kristine Poulsen.
- Vi vil have gennemsigtighed. Vi vil vide, hvad der virker, og hvorfor det virker. Og det er derfor, det er så interessant med sådan et dokumenteret ingrediensfokus, tilføjer hun.
”Jeg har aldrig haft pænere hud”
Det er omkring fem år siden, Mette Steenberg fra Silkeborg ændrede sin tilgang til sine hudplejeprodukter.
Dengang spottede den pædagogiske omsorgshjælper især tre gode ingredienser for sin hud: hyaluronsyre, salicylsyre og B3-vitamin.
Særligt salicylsyren var en bonus.
- Den her ingrediens har hjulpet mig af med mine udbrud. Jeg har simpelthen aldrig haft pænere hud, end efter jeg har stiftet bekendtskab med salicylsyren, siger Mette Steenberg i ’Go’ morgen Danmark’.
Effekten var blandt andet, at hendes pigmentfejl forsvandt, som man kan se på hendes før- og efter-billeder.
Promoveres på sociale medier
Johan Milling Holk Poulsen, der er hudlæge i Hudklinikken ved Glyptoteket, genkender tendensen.
De patienter, han møder i dag, har mere fokus på ingredienser, når de vil af med bumser, hudorme og uren hud.
Han tror, at det øgede fokus skyldes sociale medier.
- Det er jo noget, som i højere grad boostes og promoveres på sociale medier, end det blev før. Måske lidt i overflod, siger han.
Han forstår godt, at Mette Steenberg har haft god gavn af at bruge salicylsyren på sin hud.
- Du får dæmpet inflammation ned, hvis du bruger salicylsyre lokalt på huden. Man får så også løsnet sammenfæstningerne mellem hudcellerne. Og fordi det fungerer som en syre, så har det en effekt på at få tømt porerne for snavs og snask, siger han.
I klinikken ser Johan Milling Holk Poulsen dog også mange patienter, der i god mening har prøvet forskellige ingredienser af, men i virkeligheden har gjort ondt værre.
For når man bruger ingredienser som hyaluronsyre, salicylsyre og B3-vitamin, så begynder man at pille ved hudbarrieren.
Og det er relativt få mennesker, der har brug for det, mener hudlægen.
- Det er lidt en luksus at gå og bruge mange af de her ting. Og i hvert fald på en yngre hud gør det ikke nogen speciel forskel. Den hud er så hurtigt regenererende i forvejen, siger Johan Milling Holk Poulsen.
Bliver ikke fristet af de dyre mærker
I Silkeborg er Mette Steenberg glad for, at hun har ændret sin tilgang til sin egen hud og fået en mere simpel hudplejerutine.
Hun kan selv se, hvordan hun i mange år har brugt en masse penge på store og flotte produkter med lækre dufte fra kendte mærker.
- Jeg har lært, at de meget aktive ingredienser ikke altid dufter lige specielt godt, og det var ellers det, jeg gik efter.
Hun bliver ikke på samme måde fristet af de dyre mærker og vil sige, at alle uanset økonomisk formåen kan være med på ”ingrediens fokuseret” hudpleje.