Anders Lund Madsen om nyt hajfund: Nu ser vi copycat-hændelser
Den kendte journalist mener, at hans dusør i sagen fra Ringkøbing har "lokket dusørjægerne ud af skyggerne".
- OMG det her eskalerer sateme hurtigere, end jeg havde forstillet mig.
Sådan skriver journalist og tv-vært Anders Lund Madsen i en SMS, efter at TV MIDTVEST har gjort ham opmærksom på, at der fredag er fundet endnu en død haj på et offentligt sted i det midt- og vestjyske.
Efter fundet af en gråhaj på en cykelsti i Ringkøbing-bydelen Rindum udlovede Lund Madsen en dusør i form af en middag på en restaurant i Søndervig til den, der kunne opklare sagen, og tv-værten mener, at omtalen af sagen kan have en betydning for den nye sag.
- Jeg tager i hvert fald delvis ansvar, idet min dusør med en treretters med vandmenu på Restaurant Sandgaarden i Søndervig givetvis har lokket dusørjægere ud fra skyggerne således, at vi nu ser copycat-hændelser som denne arme pighaj fra Thisted, skriver han.
Middag uden fisk og skaldyr
Anders Lund Madsen har blandt andet spekuleret i, at der var en sammenhæng mellem hajen i Ringkøbing og et marsvin, der i april 2023 blev fundet i en skov mellem Ikast og Brande.
- Derfor er det vigtigt for mig at understrege, at hajer hører hjemme i havet, ikke på cykelstier - præcis ligesom marsvin ikke skal øffe rundt i vores i øvrigt vidunderlige, nyudsprungne privatskove i Midtjylland.
- Hvis De kommer i besiddelse eller er indehaver af et større eller middelstort havpattedyr eller fisk, så put den i vandet igen. Eller spis den. Med mindre den er fredet, som vores tandhvaler jo er. Plus ålen!!! Eller det burde den i hvert fald være. Ligesom stenbideren, for hulan. Den er jo nærmest udryddet herhjemme.
- Den middag på Sandgaarden bliver uden fisk og skaldyr, skriver Anders Lund Madsen.
Sagen om den fredede gråhaj i Ringkøbing er i øvrigt opklaret, idet en lokal mand over for politiet har indrømmet, at han for sjov lagde hajen på en cykelsti.