Anklager kræver landmænd fra Thisted-egnen idømt fængsel for vanrøgt af dyr
På trods af kontrolbesøg fra Fødevarestyrelsen gjorde to landmænd ikke noget ved de påpegede problemer.
To landmænd på 25 og 65 år fra et område tæt på Thisted sørgede ikke for acceptable levevilkår til gårdens dyr.
Det mener i hvert fald anklagemyndigheden, der har tiltalt de to for en lang række forhold vedrørende dyrenes velbefindende. Mændene nægter sig skyldige.
I forbindelse med flere kontrolbesøg i december 2019 noterede Fødevarestyrelsen at have set får med blodige skader i hovedet samt en ko med en inficeret yverkirtel, fremgår det af anklageskriftet.
Det er lovpligtigt at lade sine dyr tilse af en dyrlæge mindst en gang om året, hvilket Fødevarestyrelsen ikke mener er sket.
Den 25-årige er tiltalt for at overlade pasningen af gårdens dyr til den 65-årige.
Den ældre landmand blev dog imidlertid frakendt retten til at beskæftige sig med dyr i fem år i 2018. Det afgjorde Vestre Landsret dengang.
Og anklagemyndigheden mener, at den 25-årige var bevidst om frakendelsen, og han i forlængelse af dette ikke sørgede for, at dyrene blev behandlet korrekt af den ældre mand.
Det har udmøntet sig i endnu et anklageskrift, da den 25-årige i forvejen er tiltalt for lignende behandling af gårdens dyr i sommeren 2019.
I det første anklageskrift risikerede den 25-årige landmand blot en bødestraf, mens de to landmænd nu begge risikerer fængselsstraffe.
Fødevarestyrelsen fandt under besøgene også flere udmagrede dyr. Heriblandt flere får og en pony, der i anklageskriftet beskrives som ”særdeles magre”.
Den 25-årige fik om sommeren flere påbud fra styrelsen vedrørende de noterede problemer. Men ved et senere besøg viste det sig, at manden ikke var efterkommet disse.
Flere andre forhold handler om korrekt registrering af dyrene på gården.
Der blev også fundet flere får, der ikke havde tilstrækkeligt med plads i deres spiseområde, selv om loven siger, at alle dyr skal have mulighed for at spise på samme tid.
Fødevarestyrelsen mente ikke, at der var styr på nogle af delene på gården syd for Thisted.
Der er blevet afsat i alt tre dage til sagen, der starter den 27. oktober ved Retten i Holstebro. Dommen forventes at falde den 12. november.