Biljagt fra Thisted til Bedsted: Bilist nægtede at stoppe
En kvindelig bilist trykkede først på bremsen, da politiet lagde sømmåtter ud foran hende. Nu skal en prøve vise, om hun havde narko i blodet.
Selv om hun var omgivet af flere politipatruljer, nægtede 56-årig bilist torsdag aften at standse, da hun kørte på Oddesundvej syd for Thisted.
En politipatrulje fattede kort før klokken 19 mistanke til kvindens personbil, fordi der tilsyneladende var noget galt med nummerpladerne.
Betjentene forsøgte at få kvinden til at køre ind til siden, men det var hun ikke interesseret i, og så gik turen ellers mod syd, mens flere patruljer gjorde, hvad de kunne for at få den genstridige bilist i tale.
- Patruljerne kørte flere gange op på siden af og ind foran bilen, men det fik hende ikke til at stoppe, fortæller vagtchef Ole Vanghøj.
Biljagten begyndte lige syd for Thisted og sluttede først 20-25 kilometer længere mod syd. Nord for Bedsted lagde betjentene sømmåtter ud på vejen, og dem skulle kvinden åbenbart ikke nyde noget af at køre over.
Måtte knuse en rude
Hun standsede bilen, men nægtede at åbne døren, så betjentene måtte knuse en rude for at få hende ud.
Præcis hvorfor den 56-årige nægtede at stoppe, står indtil videre hen i det uvisse, men politiet har sørget for at tage en prøve, der skal vise, om hun kørte med narkotika i blodet.
- Hun nægter at tale med os og vil heller ikke oplyse sin identitet, fortæller vagtchefen.
Kvinde kørte de tilladte 80 kilometer i timen på turen mod Bedsted. Alligevel er hun blevet udstyret med en række sigtelser for overtrædelser af færdselsloven, ligesom hun er sigtet for ikke at ville fortælle, hvem hun er.
Vagtchefen regner med, at kvinden bliver løsladt, når hun er blevet afhørt, og der er styr på hendes identitet.