Bryder statistik: Privatskole i Thy suger elever til sig

Elevtallet på fri- og privatskoler i landsdelen er generelt stagneret. Men ikke på Thy Privatskole. Her er elevtallet fordoblet siden skolen åbnede.

2:04
Foto: Louise Harkjær Møller, TV MIDTVEST

- Min mor og far ville egentlig gerne, at jeg gik på Østre, men når alle mine veninder og venner skulle være her, så skulle jeg selvfølgelig også.

Og sådan gik det for Anna Bunch, der i dag går i 3. klasse på Thy Privatskole. Og hun er ikke alene, for der tegner sig et mønster for skolen i Hillerslev uden for Thisted – elevtallet går kun én vej.

- Det går helt fantastisk. Vi har rigtig stor tilslutning, faktisk fra hele Thy, siger skolelederen på Thy Privatskole, Jens Martin Nystrup.

Skolen ligger i bygningerne fra en tidligere kommunal folkeskole, som lukkede på grund af for få elever. Men nu står det anderledes til, for siden privatskolen slog dørene op i 2016, er antallet af elever steget hvert eneste år, og det begynder at knibe med pladsen.

Så meget at skolelederen forventer, at der i 2024 kommer til at mangle lokaler.

Da den kommunale skole lukkede, gik der 84 elever, hvoraf 63 fulgte med over på privatskolen. I dag går der 118 elever på skolen, og Jens Martin Nystrup forventer at runde 120 elever til august.

Usædvanlig stigning

Det stigende elevtal er godt klaret i en tid, hvor antallet af elever på frie og private skoler generelt ligger stille, mener formanden for Danske Privatskoler, Karsten Suhr.

- Det er dejligt for dem, at de netop har fået tilvejebragt nogle værdier, som er gode i forhold til den lokalbefolkning, de ligger i, siger han.

Eleverne, som TV MIDTVEST har talt med, fremhæver værdier som et lavt støjniveau og god hjælp og støtte fra lærerne.

- Der er ikke så meget larm i klasserne. Det var der meget på min gamle skole. Her kan man bedre koncentrere sig, siger Melanie Thinggaard Sørensen fra 6. klasse.

Hun kom til skolen for et lille år siden, og den beslutning er forældrene glade for.

- Vi synes bare, det er en rigtig god skole med nogle lærere, som er gode til at se, hvor vores børn er henne og guide dem, siger Maibrit Thinggaard Nielsen, der er mor til Melanie.

Anna Bunch er glad for at gå på Thy Privatskole, hvor hun har mange venner og veninder.
Anna Bunch er glad for at gå på Thy Privatskole, hvor hun har mange venner og veninder.
Foto: Louise Harkjær Møller, TV MIDTVEST

Kan ikke få for mange elever

Selvom Danske Privatskoler er glade på skolens vegne, er det ikke et mål for foreningen, at flere elever skal vælge en privatskole. 

Det vigtigste for foreningen er, at privatskolernes elever får en god og tryg skolegang, og at de bliver forberedt til at kunne komme videre i ungdomsuddannelserne på den bedst mulige måde, fortæller Karsten Suhr.

Skolelederen i Hillerslev er dog ikke tvivl om, at tryghed, faglighed og flere elever kan gå hånd i hånd, og han frygter ikke, at skolen får for mange elever.

- Jo større vi bliver, jo flere handlemuligheder har vi - også for at kunne skabe den fede skole i Thy. Vi skal være et sted, der kan skabe læring på allerhøjeste niveau, og det handler ikke om, hvor mange vi er, siger han.

Thy Privatskole har elever fra 0. til 9. klasse, og skolen driver også en vuggestue og en børnehave med omkring 70 børn.