Efter blodprop: Skifter momentnøglen ud med golfkøller
Et samarbejde mellem Thisted Kommune og Nordvestjysk Golfklub skal give kronisk syge thyboer golfkøller i hænderne.
Det hele er lidt uvant for automekaniker Jørgen Dyrberg. Normalt svinger han momentnøgler og hjulskift i en håndevending uden at tænke over, hvad han gør.
Men nu er han på golfbanen. Det er noget helt andet og de små kugler kræver fokus.
Ind imellem kikser det. Og så bliver det jo ikke bedre af, at fotografen fra TV Midtvest står og filmer.
- Det er ligesom når Tiger Woods han er på fjernsynet, så går det heller ikke godt, siger Jørgen Dyrberg.
I januar fik mekanikeren en blodprop i hjertet. Derfor er han nu på golfbanen.
- Det er dejligt, der er nogle, der tager initiativ til nogle ting - også lidt nyt, siger han.
Reducerer medicinforbrug
Jørgen Dyrberg er ikke den eneste, der er ved at lære, hvordan man rammer sådan en lille drilsk bold, der ligger lige der.
Nordvestjysk Golfklub fik idéen til et samarbejde, der skal hjælpe kronisk syge i gang med at spille golf. Den idé var kommunen helt med på.
- Når vi har borgere igennem på vores sundhedsforløb, så bliver de utroligt aktive og ændrer deres livsstil i en periode. Men historikken viser også, at lige så snart de er færdige på det her forløb, så kan det godt være rigtigt svært at motivere sig til at komme ud, fortæller Nikolaj Bilgram Kristensen, der er udviklingskonsulent, Sundhed og ældre, Thisted Kommune.
I golfklubben håber de, at de kan hjælpe kronikerne med at holde fast i et aktivt liv.
- Jeg håber, at de får øjnene op for, at de trods alt har nogle muligheder, selv om de har været hårdt ramt og er på vej tilbage via deres genoptræning, siger golfklubbens bestyrelsesmedlem, Michael Bager.
I følge kommunens erfaringer, så er der meget at hente ved et aktivt liv for de kronisk syge. Det kan både reducere medicinforbrug og give mere livsglæde.
- Det er helt genialt, at der er nogle der tager initiativ til at få lettet røven på nogle, siger Jørgen Dyrberg inden han fortsætter på den vindblæste bane i Thy.
I første omgang er der seks kronisk syge med i forløbet. Nordvestjysk Golfklub kunne godt tænke sig, at det bliver permanent.
Thisted Kommune håber, at de med tiden kan få et samarbejde med flere foreninger, så de i fremtiden kan tilbyde flere sportsgrene og aktiviteter.