Efter stor narkosag: Kokain hitter og er nemt at få fat på
I kølvandet på en stor narkosag i Thisted fortæller det lokale rusmiddelcenter, at kokain bliver mere og mere udbredt.
Det lyder voldsomt. Men det kommer ikke bag på rusmiddelbehandler Anja Hangaard, at politiet har sigtet 100 mennesker i en omfattende sag om køb og salg af euforiserende stoffer i Thisted og omegn.
- Kokain bliver mere hr. og fru Danmark-agtigt, og det bliver mere acceptabelt - også i ungemiljøerne, siger Anja Hangaard, der er rusmiddelbehandler ved Thisted Rusmiddelcenter.
De sigtede i sagen er mellem 20 og 40 år, og det spænder bredt, hvor mange køb de hver især har foretaget.
- Stoffet er derude. Også hos folk, der lejlighedsvis tager det og ikke har et decideret misbrug. Vi ser også folk med mindre grad af afhængighed, som søger hjælp, siger Anja Hangaard.
Sigtede tilbydes hjælp
Politiet mener at kunne dokumentere tæt på 400 forhold med køb og salg af narkotika. Alle de sigtede får tilbudt hjælp ved Thisted Rusmiddelcenter, når de kommer til afhøring ved politiet.
- Vi ved, det kan være utrolig svært at komme ud af et misbrug. Derfor vil vi rigtig gerne hjælpe de her personer med at blive motiverede til at træde ud af deres misbrug. På den måde kan de komme ud af den her kriminelle løbebane, siger Ane Friis, der er specialkonsulent ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Ifølge rusmiddelbehandleren gælder det om at komme rundt om det hele menneske og de udfordringer, der kan lægge bag trangen til at tage stoffer.
- Der er jo ingen mennesker, som tager stoffer eller drikker for meget for bevidst at ødelægge deres liv. Alle gør det jo, fordi det har en funktion for dem. Så det er noget med at finde ind til, hvad det er, stofferne hjælper dem med og så arbejde derudfra, siger Anja Hangaard.
To mænd varetægtsfængslet
Det er frivilligt, om de sigtede vil tage imod behandlingen, men det kan være en god investering at komme afsted, før afhængigheden vokser, mener rusmiddelbehandleren.
- Jo længere afhængighed du har, jo mere intensiv behandling vil det nok også kræve i den anden ende, siger hun.
De 100 sigtelser kommer efter politiet i november ransagede en bolig i Thisted, hvor de fandt flere ulovlige stoffer og salgstelefoner. To 22-årige mænd blev dengang sigtet for at stå bag salget af stofferne.
Begge mænd er stadig varetægtsfængslet, og sagen er fortsat under efterforskning hos lokalpolitiet i Thisted.