Endnu en vestjysk strand får livreddertårn: Der vil være livreddere ved fem midt- og vestjyske strande til sommer
Thisted Kommune og Trygfonden har netop indgået en aftale, der sikrer livreddertårn til stranden i Vorupør til sommer.
Imens sneen tør, og foråret nærmere sig time for time, har Thisted Kommune og Trygfonden med en ny aftale sikret, at flere badegæster den kommende sommer vil kunne solbade, svømme og lege ved kysten under opsyn af Trygfondens livreddere.
Stranden ved Vorupør bliver den femte strand med et af Trygfondens livreddertårne i det midt- og vestjyske område.
- Vores livreddere går snart i gang med at forberede sig på sommerens udfordringer og ser frem til at skabe trygge rammer for strandens gæster og klæde dem på med en masse brugbar viden om, hvad man skal være opmærksom på, når man er i eller ved vandet, siger programchef for sikkerhed i TrygFonden, René Højer.
Trygfonden har i forvejen kystlivreddere ved stranden i Hvide Sande, Søndervig, Thyborøn og Thorsminde. I Thisted glæder formanden for Teknik- og Miljøudvalget sig over, at kommunen nu også kan byde turisterne på en overvåget strand i sommermånederne.
- Vi har sommetider set, at badegæster har undervurderet havets kræfter. Nu, hvor vi får livreddere i Vorupør, kan vi sende folk mere trygt ud i bølgerne, siger Esben Oddershede.
TrygFondens kystlivreddere er på stranden fra den 25. juni til den 18. august.
Her er der livredder på stranden
I sommeren 2020 udførte livredderne på de seks strande i alt 9 livreddende aktioner, 218 førstehjælpsaktioner, 420 forebyggende aktioner og 9607 oplysende indsatser.
Den nye aftale med Thisted Kommune løber foreløbigt i ét år. Kommunen står for at sætte livreddertårnet op, tage det ned og opbevare det uden for sæsonen, ligesom kommunen skal sørge for overnatning til livredderne.