Grunden er doneret: Borgere arbejder på at få et hospice til Thisted

Nystiftet forening er skabt af borgere, der har haft behovet for et hospice inde på livet

Et hospice i Thisted er rykket lidt tættere på.
Et hospice i Thisted er rykket lidt tættere på.

En gruppe borgere i Thisted har en drøm, som nu er kommet et skridt tættere på at blive til virkelighed.

Tirsdag aften holdes der stiftende generalforsamling i "Foreningen for etablering af Hospice Thy", og én af de mange udfordringer på vejen mod målet er allerede løst:

Foreningen har nemlig fået doneret en grund i Thisted til projektet.

"En smuk og yderst velegnet grund", lyder beskrivelsen fra folkene bag den nye forening.

Men der er stadig lang vej til, at der står et færdigbygget hospice klar i Thisted, understreger Kim Bislev, der er en af initiativtagerne.

- Nu skal vores nye forening være med til at sprede budskabet. Derefter skal vi have lavet en beskrivelse af hele projektet, siger Kim Bislev.

Beskrivelsen handler om alle mulige detaljer omkring det måske kommende hospice. Helt ned til hvor mange sengepladser, man forestiller sig.

- Og så skal vi også have opstillet et budget, siger Kim Bislev og fortæller, at foreningen også har fået doneret en sum penge til det formål.

Har haft det inde på livet

I det hele taget mærker man masser af velvilje rundt omkring. For bor man i Thisted og omegn, er der langt til det nærmeste hospice. Man skal til Skive eller Nørresundby.

- Os i den her initiativgruppe er folk, der har haft det med hospice inde på livet, fortæller Kim Bislev.

Han havde selv en farfar, der døde af prostatakræft tilbage i 2009. Han kom aldrig på hospice, fordi der var for langt.

- Min farfar døde i sit eget hjem. Det var sådan set også smukt og fint nok, men der manglede noget. Der manglede muligheder, og det var derfor, tanken om et hospice her i Thy opstod hos mig for første gang, siger Kim Bislev.

Når foreningen er stiftet på mødet tirsdag aften, sættes der gang i de forskellige forberedelser, som i sidste ende skal munde ud i, at foreningen vil præsentere projektet for Region Nordjylland.