Havnen i Thyborøn bliver udvidet både til lands og til vands: - Det er en win-win
Sejlrenden i Thyborøn kanal skal være dybere, så havnen kan følge med udviklingen Det har skabt en mulighed for samtidig at udvide havneområdet.
Havnen i Thyborøn har fået vokseværk. Sejlrenden, hvor godsskibene sejler ind ad kanalen, skal nemlig udvides fra otte til ti meters dybde. En plan, der har været undervejs i ti år.
- Det er fantastisk at være med til at sætte det her i værk og få det gennemført, fordi der netop har været et ønske i Thyborøn i rigtig mange år. Så det er en stor fornøjelse, siger direktør på Thyborøn Havn, Jesper Holt Jensen.
Til at hjælpe med opgaven er verdens største sandsuger Njord R kommet på arbejde i den vestjyske havneby. Den pumper 300.000 kubikmeter sand op fra bunden af kanalen med 1000 kubikmeter i timen.
Men de store mængder sand skal ikke gå til spilde.
- I stedet for at smide sandet ud på havet, så er det smartere at pumpe det i land og lave landareal ud af det, som man kan lave forretning på. Så det er en intern win-win, siger Jesper Holt Jensen.
På den måde kommer de til at kunne udvide havnen med et areal på 150.000 kvadratmeter, anslår havnedirektøren.
Giver mulighed for fortsat vækst
Behovet for udvidelsen af sejlrenden er opstået i takt med, at godssejladsen kræver mere og mere plads i Thyborøn Havn.
- Der er ingen ledig kapacitet, og vi mangler af og til kajkapacitet derinde. Så det giver os mulighed for stadigvæk at vækste på det her godsområde, som vi har vækstet på de sidste 8-10 år, siger Jesper Holt Jensen.
Nogle af godsvirksomhederne, der vil få gavn af pladsforøgelsen, er Nordsøral A/S, Thyborøn Stevedore A/S og Blue Water A/S, som alle er aktive i Thyborøn Havn.
- Vi er jo presset på plads herude. Hvis vi ikke gør et eller andet, så kommer vi ikke videre. Det her er det eneste rigtige, siger Allan Uhrskov Mølgaard, som er udviklingschef hos Thyborøn Stevedore A/S.
Thyborøn Havn har eksisteret i over 100 år og har en solid rod i fiskeriet. Men de senere år har også godsområdet fyldt meget på havnen.
- Det begynder at nærme sig halv-halv. Fiskeriet er stadig rigtig vigtigt for havnen, men godset begynder at give et rigtig godt bidrag til hele forretningen og udviklingen, siger Jesper Holt Jensen.
Man skal dog ikke frygte, at fiskeriet af den grund er på vej mod en udfasning i den gamle havn.
- Det slutter aldrig. Jeg er overbevist om, at der er fiskerihavn i Thyborøn de næste mange, mange år. Vi er stadig en af Danmarks tre største fiskerihavne, og det har vi bestemt ambitioner om at blive ved med, siger havnedirektøren.
Jesper Holt Jensen regner med, at arbejdet er færdigt og den nye kaj klar til indvielse i juli 2022.