Hovedvej i Thy spærret: Broens tilstand er usikker

To veje omkring broen vil være lukket det meste af dagen, lyder det fra Midt- og Vestjyllands Politi.

0:12
Foto: Louise Harkjær Møller, TV MIDTVEST

Opdateret 10.00 med nye informationer fra lokalpolitiet i Thisted.

Hvis du onsdag skal ud at køre ved Thy, så vær opmærksom på, at hovedvejen rute 11 og 26 vil være spærret det meste af dagen. 

Sådan lyder meldingen fra vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Claumarch. 

Han oplyser, at man først forventer at åbne vejen op hen ad eftermiddagen eller aftenen. Det er hverken muligt at passere på vejen under broen eller køre over selve broen. 

Årsagen er, at en lastbil, der fragtede en del af en vindmølle, er kørt ind i broen, hvor Thorstedvej går henover. Politiet har oplyst, at broen har taget skade og forskubbet sig. De vil onsdag være til stede og undersøge årsagen nærmere. 

Vindmølledelen har ramt broen så hårdt, at det har smadret vejen og skabt "et muldvarpeskud" på broen.
Vindmølledelen har ramt broen så hårdt, at det har smadret vejen og skabt "et muldvarpeskud" på broen.
Foto: Tina Bangsgaard, TV MIDTVEST

Det kan have været en menneskelig fejl, at man ikke har kendt ruten og derfor ikke har været opmærksom på, at man ikke kan komme under broen ved særtransport, fortæller Jens Claumarch. 

Vejdirektoratet og Thisted Kommune har stillet skilte op og omdirigerer trafikken.

Hos lokalpolitiet i Thisted har de været på pletten det meste af natten.

- Vi fik meldingen lidt over klokken 2 i nat. Så vi har været der stort set hele natten, mens vi har fået assistance fra hjemmeværnet. Men nu er der ro på situationen, og der er sat skiltning op. Så kan vi lige nu ikke gøre så meget mere, så vi tager derfra snart, siger Henrik Jensen fra lokalpolitiet i Thisted til TV 2 Nord.

Han kan ikke fortælle mere om horisonten for, at vejen igen bliver farbar for bilister, men at de trafikale udfordringer ikke har været alt for store.

- Det giver selvfølgelig lidt udfordringer, men det er uge 7 og vinterferie, så trafikmængden er lidt mindre. Så vi håber, at omkørslerne kan holde til det. De stedkendte kan nok finde omkørslerne, men for turisterne er det sværere. Så håber vi, at trafikken, der kommer gennem byen kan holde til det, siger Henrik Jensen til TV 2 Nord.

Det forventes, at hovedvejen tidligst kan genåbne i løbet af eftermiddagen, og derfor er der omkørsel i området.

Bilister kan køre ad Næstrupvej, Vorupørvej, Hjardalvej, Klitmøllervej og Hanstholmvej tilbage til Oddesundvej i stedet.

Vejen er spærret mellem Hanstholmvej og Næstrupvej i begge retninger.
Vejen er spærret mellem Hanstholmvej og Næstrupvej i begge retninger.
Foto: Vejdirektoratet