Johnny går blomster-amok: Gammelt gods lokker thyboere til Langeland

Adskillige thyboere har hjulpet Blomstermanden Johnny Haugaard fra Herning med at forvandle Skovsgaard Gods på Langeland til et sandt blomstereventyr

Gitte Nielsen og Dorthe Christensen er to af de frivillige, der har hjulpet med at lave udstillingen på Langeland.
Gitte Nielsen og Dorthe Christensen er to af de frivillige, der har hjulpet med at lave udstillingen på Langeland.
Foto: Marlene Eyde, TV MIDTVEST

- Hvornår er vi der?

Det spørgsmål stiller Dorthe Christensen flere gange bag rattet under køreturen fra Hurup i Thy til Langeland.

- Der er ikke så langt, svarer Gitte Nielsen, som styrer GPS’en. Og så skraldgriner de.

Det tager godt 3,5 time. Uden pause og uden forsinkelser.

Og adskillige thyboere valgte ligesom Dorthe Christensen og Gitte Nielsen i juni at tage turen henover Lillebælt og helt ned til Sydlangeland.

Her havde blomsterkunstner Johnny Haugaard nemlig sat sig for at forvandle det idyllisk beliggende Skovsgaard Gods til en storslået udstilling med naturmaterialer og blomster.

Billede fra Johnny Haugaards udstilling i Thy.
Billede fra Johnny Haugaards udstilling i Thy.
Foto: Privat

Til at hjælpe sig havde Johnny Haugaard frivillige fra sin Facebook-gruppe 'Blomstermandens Venner', som har 20.000 følgere. 

De frivillige tæller cirka 600 fordelt på Danmark, Norge og Sverige. Nogle kan hjælpe nogle få timer, andre i flere dage.

- Det er fantastisk at være med til, siger Gitte Nielsen og Dorthe Christensen og peger på både sammenholdet blandt de frivillige og Johnny Haugaard samt selve muligheden for at slå de kreative sider løs som noget af det, der betyder meget.

De frivillige hjælper med flere udstillinger 

Ægteparret Randi og Per Larsen har også kørt turen til Langeland flere gange i løbet af sommeren. Så bliver de nogle dage og bor på stedet, mens udstillingen bliver bygget op.

- Det er faktisk rigtig sjovt, fortæller Randi Larsen.

Ligesom de fleste andre thyboer på Langeland har hun også har hjulpet til med at lave Johnny Haugaards påskeudstilling og sensommerudstillingen "Flowerdays" i Hurup.

Skovsgaard Gods er ejet af Naturfonden, men Johnny Haugaard har forpagtet godset og den tilhørende café.

I denne uge har han og de frivillige slået dørene op for en efterårsudstilling på godset, som løber frem til og med på søndag.

TV MIDTVEST har fulgt opbygningen Johnny Haugaard og de frivillige undervejs. Både på Langeland og i Hurup.

Det er blevet til fire underholdende afsnit, som du kan se på TV MIDTVEST PLAY.