Læge sendte fire-årige Malte hjem med blødning i hjernen

Familie forstår ikke, hvordan den lokale regionsklinik bare kunne sende dem hjem, selvom deres fire-årige dreng var døsig og kastede op efter at have slået baghovedet. Region Nordjylland vurderer, at der er handlet efter de gældende retningslinjer.

Patrick Tang Johansen fra Hurup er far til fire-årige Malte.
Patrick Tang Johansen fra Hurup er far til fire-årige Malte.
Foto: Tobias Malte Kristensen, TV MIDTVEST

Det ender i frustration, utryghed og dyb undren for familien Tang Johansen, da deres fire-årige søn Malte falder og slår sit baghoved.

Familien fortæller, at det lokale lægehus sender familien hjem efter en kort undersøgelse af Malte - med beskeden om at kontakte vagtlægen, hvis det bliver værre.

To dage senere sendes Malte til scanning i Aalborg. Han har haft en blødning i hjernen.

Malte er i dag hjemme igen og har det nogenlunde, fortæller hans far, Patrick Tang Johansen, til TV MIDTVEST. Men tankerne om, hvor galt det kunne være gået onsdag i sidste uge, fylder meget.

- Jeg synes ikke, det kan passe, at man bare kan blive sendt hjem, siger Maltes far.

- Vi fik at vide deroppe, på sygehuset i Aalborg, at lægen skulle have reageret på det med det samme. At Malte skulle have været til en scanning med det samme, fortæller Patrick Tang Johansen.

Skriger, gaber og bliver døsig

Den onsdag i sidste uge er Malte glad og i rigtigt legehumør. Hans far er kommet hjem fra arbejde tidligere end planlagt, så nu skal der leges. Men legen ender i alvor, da Malte glider og slår baghovedet hårdt mod gulvet.

- Han skriger lige i 30 sekunder. Så begynder han at gabe kraftigt og bliver døsig. Så skriger han igen, og bagefter bliver han døsig med det samme igen, fortæller Patrick Tang Johansen om sin fire-åriges søns reaktion.

sundhedshus
Foto: Morten Fyrstenborg, TV MIDTVEST

Familien ringer med det samme til lægen - til Regionsklinik Hurup, som har hjemme i sundhedshuset i byen. Lægen vil gerne se Malte med det samme.

- Malte falder i søvn, mens vi er i venteværelset, og han kaster op to gange, mens vi er dernede.

Patrick Tang Johansen fortæller, at lægen spørger ind til, hvad der er sket. Hvor på hovedet har Malte slået sig? Om han har kastet op, og om han falder i søvn. Og om han ellers er til at komme i kontakt med.

- Lægen sidder og kigger lidt på Malte, og det er mere eller mindre det. Ikke noget med at lyse ham i øjnene eller nærmere. Han sidder og skriver lidt på sin computer.

- Vi får at vide, at vi bare skal tage hjem, og hvis det bliver værre i løbet af natten, kan vi ringe til vagtlægen. Men han troede ikke, at det var noget. Det sagde han, fortæller Patrick Tang Johansen.

- Jeg synes ikke, det blev taget seriøst. Det er, som man tit hører, at man kan ringe til vagtlægen, hvis der bliver noget. Det er bare ind og ud, siger Patrick Tang Johansen.

Malte bliver døsig og forvirret

To dage efter får Malte det værre.

- Han begynder at snakke lidt døsigt og forvirret. Og han ved ikke helt, hvem det er, der kommer, når der kommer nogen, fortæller Patrick Tang Johansen.

Malte kan ikke genkende sin mormors bil, som han ellers plejer.

- Han siger, at det ikke er hendes bil, og han taler lidt snøvlende og mumler.

Derfor ringer familien til lægen.

- Og så bliver vi henvist til Aalborg til en scanning, fortæller faren.

- De laver alle mulige prøver på ham. Tester ham for alt muligt, beretter Patrick Tang Johansen, der har en oplevelse af, at Malte bliver tjekket meget grundigere end i regionsklinikken to dage forinden.

- Han skal blandt andet gå på line og på ét ben, inden han kommer ind til scanningen

Scanningen viser, at Malte har haft en blødning i hjernen.

- De fortæller, at den heldigvis er stoppet, og at der ikke er noget, der siver.

- Og de siger, at det er drønalvorligt. At vi skulle have været deroppe i onsdags. Og at de ikke kan forstå, at vi ikke blev sendt derop med det samme.

Malte bliver indlagt til observation natten over.

I dag er Malte hjemme igen. Familien er stadig frustreret.

- Man skal kunne stole på det, man får at vide. Lægerne kan selvfølgelig ikke vide alt, men hvis de har været i tvivl, må de sende os videre.

- Jeg synes, det er uprofessionelt, og det er en træls følelse, vi står med. For hvad så næste gang, vi står i en situation? spørger Maltes far.

TV MIDTVEST har spurgt hos regionsklinikken i Hurup for en kommentar. Her henviser man til Region Nordjylland.

Hos Region Nordjylland er Kirsten Damkjær lægefaglig ansvarlig for regionsklinikkerne, blandt andet den i Hurup, hvor Malte blev undersøgt.

- Det er altid beklageligt, når patienter stiller spørgsmålstegn ved den behandling, vi giver dem, siger hun til TV MIDTVEST.

Kirsten Damkjær fortæller, at hun har gennemgået journalmaterialet i sagen.

- Jeg kan se, at Malte er blevet vurderet ved første kontakt af en speciallæge i almen medicin. Det sker på helt gængs vis som man gør, når der kommer et barn ind, der er faldet og har slået hovedet. Lægen har vurderet, at der er tale om en hjernerystelse, siger hun.

- Man ved, at en hjernerystelse kan udvikle sig til en hjerneblødning. Derfor er Malte og familien også blevet rådgivet omkring, hvad det er, der skal holdes øje med, og hvornår de skal kontakte os igen, fortsætter Kirsten Damkjær.

Kirsten Damkjær.
Kirsten Damkjær.
Foto: PR-foto

Hun siger om det samlede forløb:

- I forhold til den konkrete sag og lægefaglige behandling mener jeg, at vi har handlet efter gældende retningslinjer.

I Hurup kan Patrick Tang Johansen dog ikke genkende, at han og familien har modtaget den rådgivning fra lægen, som Kirsten Damkjær nævner.

- Det eneste, vi fik at vide, var at kontakte vagtlægen, hvis det blev værre, gentager han.

Region Nordjylland ærgrer sig over forløbet.

- Vi står meget gerne til rådighed for at tage en snak med familien. Vi tager alle patienthenvendelser alvorligt, og vi vil selvfølgelig gennemgå den her sag og se, om vi kan drage noget læring af det. Og se om det giver anledning til at vurdere på, hvordan vi håndterer ting, siger Kirsten Damkjær.