Mange nye medlemmer: Havkajak er et stort hit i Thisted

På et år er medlemstallet i Thisted Ro- og Kajakklubs havkajakafdeling steget med 30 procent.

Nicoline Engholm (th) er en af de nye medlemmer i Thisted Ro- og Kajakklub.
Nicoline Engholm (th) er en af de nye medlemmer i Thisted Ro- og Kajakklub.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Mens mange foreninger har styrtblødt medlemmer under coronatiden, så har det været helt anderledes hos Thisted Ro- og Kajakklub. 

Særligt klubbens havkajakafdeling har været i højkurs, da medlemstallet er steget med 30 procent på det seneste år. 

Det er dog ikke en udvikling, som kommer bag på klubbens formand.

- Vi har i de senere år set, at flere og flere opdager Limfjorden og Vesterhavet. Flere vil gerne ud på vandet, siger Helle Slot, der er formand i Thisted Ro- og Kajakklub.

Sidste år uddannede klubben 40 nye medlemmer i at sejle i havkajak. Til maj afholder de endnu et kursus, hvor pladserne allerede er revet væk.

- Havkajak er noget af det, der tiltaler rigtig mange, både unge og folk som mig selv der er midaldrende eller pensionister. Vi ser alle grupper, der gerne vil ned og ud på vandet, forklarer Helle Slot.

Helle Slot, der er formand i Thisted Ro- og Kajakklub, er klar til at hoppe i sin havkajak.
Helle Slot, der er formand i Thisted Ro- og Kajakklub, er klar til at hoppe i sin havkajak.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Helle Slot tror, at coronapandemien har medvirket til havkajakkens popularitet, fordi mange af de traditionelle sportsgrene, som folk har gået til, har været lukket ned. På vandet er der massere af plads til at boltre sig - uden restriktioner.

Fedt at være på vandet

En af de mange nye kajakroere i klubben er Nicoline Engholm, der startede til havkajak i august sidste år. Det var hendes morfar, der lokkede hende med i kajakken for første gang.

- Det var nyt for mig. Jeg havde ikke rigtig prøvet at være på havet før på nogen som helst måde, så det kunne jeg godt tænke mig, siger hun. 

Nu har hun fået smag for kajakroning, og siden i sommer har hun været på vandet mere end 20 gange.

- Det går fint, man lærer det hurtigt synes jeg. Man skal bare lige lære teknik og pagaj, så går det fint, siger Nicoline Engholm.

Fællesskabet er noget af det, der gør det særligt sjovt.

- Det er mega fedt at være på vandet. Og så er det dejligt at kunne mødes med andre og sejle afsted sammen, lyder det fra Nicoline Engholm.

I alt har Thisted Ro- og Kajakklub det seneste år fået 34 nye medlemmer.