Få alle detaljerne: Ny haj fundet på vej
Der er formodentlig tale om en pighaj, vurderer en ekspert.
En haj på 40-50 cm er fredag morgen blevet fundet på en cykelsti i Thisted.
Der er formodentlig tale om en pighaj, vurderer Michael Madsen, der er indehaver af JyllandsAkvariet i Thyborøn.
Livebloggen opdateres ikke længere:.
Haj fundet i Thisted - her er, hvad vi ved
- Klokken 5.50 opdagede pensionist Heinrich Damsgaard en haj på en sti ved en parkeringsplads tæt på Søbadet i Thisted.
- Klokken 8.45 fortalte TV MIDTVESTs reporter, at hajen var fjernet, men blev kort tid efter fundet i en skraldespand i nærheden.
- En ekspert vurderer, at hajen, som er omkring 40-50 centimeter lang, er en pighaj.
- To vidner, som sov i telt i nærheden i nat, fortæller, at de hørte en bil og en gruppe unge mennesker pusle rundt ude foran teltet og talte, ifølge vidnerne, om hvor, de skulle lægge "den".
- Omkring klokken 9.30 blev hajen hentet af en specialarbejder fra Thisted Kommune, som affald.
Haj kørt væk
Specialarbejder i Thisted Kommune Ervin Campara fortæller, at hajen skal med som almindeligt affald.
Han er nu kørt fra Søbadet med hajen og resten af affaldet ombord.
- Jeg var spændt på, hvor stor den var
- Det var da lidt sjovt, og jeg var lidt spændt på, hvad jeg skulle ned til, om det var sådan en halv-stor en, siger Ervin Campara, som er sendt fra Thisted Kommune til at fjerne hajen.
- Og så tænker jeg bare: Hvor fanden kommer den fra?
Risikerer bøde for at placere haj på sti
Hvem end, der har placeret en haj på vejen i Thisted, risikerer formentlig en bøde, hvis han eller hun bliver fundet. '
Sidste gang, der blev fundet en haj på en cykelsti, fandt politiet frem til gerningsmanden, som har overtrådt paragraf 28, der lyder:
"På fremmed ejendom må der ikke uden ejerens tilladelse henkastes eller anbringes affald eller lignende."
- Det er en bøde på 3000 kroner, der normalt gives ved den overtrædelse, fortalte Martin Bjerg fra lokalpolitiet i Ringkøbing tidligere på ugen til TV MIDTVEST.
Nu bliver mystisk haj hentet af kommunen
Specialarbejder i Thisted Kommunes Park og Vej-afdeling har netop hentet den mystiske haj fra cykelstien.
- Det er ikke hver dag, man kommer ud til sådan noget, siger Ervin Campara.
Sebastian og Kim sov i telt, da mistænkelige kom forbi
Sebastian Gajhede Nielsen og Kim Jensen Thomsen sov i telt tæt på Søbadet i Thisted på deres vej ned gennem landet på vej mod Rømø.
Midt om natten hørte de en bil komme kørende og unge mennesker tale sammen:
- De sagde ”skal vi ikke smide den her på bænken”, genfortæller Sebastian Gajhede Nielsen.
Reporter har fundet haj i Thisted
Reporter fandt haj i skraldespand
Da TV MIDTVESET-reporter Benjamin Hald fredag morgen ankom til Thisted var hajen forsvundet fra cykelstien.
Kort tid efter fandt reporteren hajen i en skraldespand i nærheden af Søbadet.
Kommune-repræsentant på vej ud til haj
Ervin Campara, der arbejder hos Park og Vej, er lige nu på vej mod Søbadet for at fjerne hajen.
Han vikarierer i dag for den medarbejder, som skulle have tjekket Søbadet tidligt i morges. Han planlagde, at tage ud og tjekke området senere i dag, men kom noget hurtigere afsted, da der pludselig bliver fundet en haj i nærheden.
Han mener derfor ikke, at hajen er blevet fjernet af medarbejdere fra kommunen.
- Men der er mange badegæster tidligt om morgenen, det kan være dem, der har smidt den i skraldespanden.
Han kan dog endnu ikke fortælle, hvad der skal ske med hajen, når han kommer frem.
- Jeg tænker, den skal smides ud. Måske i madaffald, siger Ervin Campara.
Pighajer solgt på auktionen
Pighajer - som den der fredag morgen blev fundet i Thisted - er meget almindelige i Nordsøen og må både fanges og omsættes.
Det fortæller indehaveren af Hanstholm Fiskeauktion, Jesper Kongsted.
Fredag morgen blev der for eksempel solgt to kasser med i alt 60 kilo pighajer på fiskeauktionen - men det er ikke en af dem, der endte i Thisted.
- De ligger stadig i kasserne ude i hallen, siger Kongsted til TV MIDTVEST.
Hvordan hajen så er endt på parkeringspladsen ved Søbadet, tør han ikke gætte på.
- Der er åbenbart en, der synes, at det er sjovt, konstaterer han.