Michael Valgren har taget et stort skridt i sit liv: - Det er for børnenes skyld

Michael Valgren nyder en helt ny tilværelse i hjemstavnen Thy.

Bo Amstrup
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Cykelrytteren Michael Valgren er vendt tilbage til et område, han kender bedre end fleste. 

For godt halvandet års tid siden besluttede Valgren og familien nemlig at flytte tilbage til hjemstavnen Thy efter seks år i Fyrstendømmet Monaco. 

TV MIDTVEST  har mødt den 32-årige cykelrytter til en snak om den nye tilværelse i Thisted. 

- Det er dejligt at være tilbage. Vi vidste ikke helt, hvad vi gik ind til, da vi flyttede hjem, men det er virkelig gået godt, siger Michael Valgren. 

Sammen med sin kone har han købt et hus i udkanten af Thisted, hvor parret bor med deres to børn på henholdsvis to og fem år. 

- Det er rent og skær for børnenes skyld, at vi er flyttet. Vi har altid sagt, at når vores børn skulle til at starte i skole, så skulle vi hjem at bo.

Vingegaards nye træningsmakker?  

De daglige træningsturer går derfor igennem byer som Thisted, Østerild og Vilsund, hvor man som bekendte skal lede længe efter bakker på mere end et par hundrede meter. 

Alligevel fornemmer Michael Valgren, at der er god respons på de daglige træningsture. Den hårde vind fra vest er nemlig ikke sådan at bide skeer med.

- Jeg ligger nogle gange og kører 20 kilometer i timen, fordi det blæser så meget. Det kan noget at træne i Danmark, for der er ikke 20 minutters nedkørsel, hvor man slet ikke træder i pedalerne. 

1:11
TV MIDTVESTs cykelekspert, Trine Schmidt, har været på cykeltur med Michael Valgren.

Og så håber Valgren, at han måske kan slå trænings-pjalterne sammen med en vis anden thybo - nemlig Jonas Vingegaard. 

- Jeg har ikke fået trænet med Vingegaard endnu. Det har ikke rigtig kunnet passe. Men vi kørte sammen under Polen Rundt, hvor han sagde, at han ville til at være noget mere hjemme, så jeg håber, vi kan slå hovederne sammen. Det ville give god mening, synes jeg. 

Mod nye sejre

Michael Valgren har netop forlænget sin kontrakt med det amerikanske hold EF Education - EasyPost, så den nu løber til og med 2026. 

- Jeg ønskede i bund og grund ikke køre for andre hold. Jeg har tidligere valgt et hold på grund af pengene, men fandt også ud af, at det ikke var federe. Jeg vil hellere være på mit nuværende hold og så tjene mindre. Men jeg havde mulighederne for at skifte hold, afslører Valgren. 

Den seneste sejr i Valgrens karriere ligger efterhånden tilbage i 2021, da han vandt det italienske endagsløb Coppa Sabatini. Samme år kæmpede han sig også til en bronzemedalje ved VM. 

Tidligere har han også vundet den hollandske klassiker klassiker Amstel Gold Race. 

I 2022 var han udsat for et karrieretruende styrt, men i årets Giro d' Italia viste han, at niveauet stadig er tårnhøjt.  

Nu nærmer den erfarne thybo sig sin 33-års fødselsdag, men det betyder ikke, at han er begyndt at drosle ned på ambitionerne.

Tror du stadig, at du har en stor sejr i benene? 

- Ja, det tror jeg - men det kommer også an på, hvordan man definerer en stor sejr. Det kan godt være en sejr i sig selv bare at gøre det godt eller at være en pissegod hjælperytter i Flandern Rundt. 

- Men jeg drømmer da om at kunne stå på det øverste trin i en af de store klassikere igen. Det gør jeg helt sikkert, afslutter Michael Valgren.