Utryghed efter knivstik: Nu kan borgerne tale med Offerrådgivningen
Politiet inviterer til oplysningsmøde for alle borgere i nærområdet til tirsdagens knivstikkeri i Thisted.
Tirsdagens knivstikkeri i Thisted har efterladt en hel del borgere utrygge.
Det fortalte Malene Gregersen til TV MIDTVEST tidligere tirsdag. Hun er lokal lejerformand i en del af området på Havrevej, hvor hændelsen fandt sted.
- Jeg blev ringet op i eftermiddag lige efter klokken tre af den første utrygge beboer, og lige siden har min telefon været glødende, sagde hun.
Nu er der hjælp at hente. Vagtchef Ole Vanghøj fortæller, at der onsdag er arrangeret et møde for borgere i området. hvor Offerrådgivningen vil være til stede.
- Man kan møde op i gildesalen på Refsvej fra klokken 15.30, hvor man kan få sig en snak, hvis det er det, man har brug for, lyder det fra vagtchefen.
Mødet varer frem til klokken 17.
17-årig mistænkes
Knivstikkeriet fandt sted tirsdag eftermiddag. Politiet har anholdt en 17-årig dreng, som er mistænkt for at have stukket en 21-årig mand flere gange.
Den mistænkte blev anholdt på sygehuset i Thisted, hvor han selv var på grund af skader på sin hånd, fortæller vagtchefen.
Den forurettede blev efter knivstikkeriet kørt til sygehuset i Aalborg. Hans tilstand er ikke kritisk.