Tre tørstige tyve anholdt: En er på fri frod
Rumænske butikstyve blev tirsdag aften anholdt efter at have stjålet alkohol fra Spar i Humlum og Borbjerg.
Det var tre tørstige butikstyve, der tirsdag var forbi Spar i Humlum klokken 10.50 og Borbjerg klokken 17.00. Det var hovedsageligt våde varer, de tre rumænske mænd var efter, da de to gange på en dag forlod en butik uden at punge ud.
Der blev stjålet spiritusflasker for omkring 4000 kroner i Borbjerg, hvor tyvene var forbi klokken 17.00 tirsdag aften. På overvågningen fra butikken ses to mænd forlade butikken og gå om i en baggård, hvor en tredje mand stod klar med en bil på bulgarske plader.
- Vi kan se på overvågningen fra Humlum, at der var fire gerningsmænd der. Men ved tyveriet i Borbjerg var de kun tre, fortæller Knud Lauridsen, Lokalpolitiet i Holstebro.
Politiet standser bilen klokken 22.46, hvorefter de anholder de tre rumænske mænd.
- Vi kan ikke udelukke, at gerningsmændene har begået flere tyveriet, derfor undersøger vi det nærmere, uddyber Knud Lauridsen.
Lokalpolitiet i Holstebro har på nuværende tidspunkt kun anholdt tre mænd, men leder nu efter den fjerde gerningsmand, der blev fanget på overvågningen i Humlum.
- Vi er bevidste om, at der er en fjerde mand på fri fod. På nuværende tidspunkt ved vi ikke, hvorfor vedkommende ikke var med i bilen til det andet tyveri, siger Knud Lauridsen.
Derudover oplyser Lokalpolitiet i Holstebro, at de tre rumænske mænd skal fremstilles ved Retten i Holstebro.