Vindueskiggeri? Mystisk drone plager i by
Dronen kommer oftest på besøg om aftenen og morgenen, når der er mørkt.
Gennem den sidste måneds tid er en mystisk drone blevet spottet flere steder på Mors, hvor den har fløjet lavt blandt husene.
Blandt andet har den flere gange om ugen besøgt Nadja Pedersen.
- Man bliver utryg og mere privat, forklarer hun.
Hun fortæller, at dronen flyver ved hendes vinduer og over hende, når hun lufter sin hund.
- Jeg føler, den kigger ind i huset, og det er ikke fordi, jeg har noget at skjule, men det er virkelig ubehageligt, siger hun.
- Min hund kan heller ikke lide den, så han stresser og gøer, når den er der, og det er jo ikke så smart om aftenen midt i byen, tilføjer hun.
Mange har haft besøg af dronen
Nadja Pedersen er langt fra den eneste, der har haft uønsket besøg af dronen. I den lokale Facebookgruppe "Morsø fællesgruppe" har flere nemlig delt sine oplevelser med den mystiske drone. Her skriver flere, at de har oplevet det samme som Nadja Pedersen, nemlig at dronen flyver ved folks vinduer.
Blandt andet fortæller en borger, at dronen flyver ved deres soveværelsevindue og køkkenvindue til trods for, at de bor på 1. sal.
Før opslaget i gruppen vidste Nadja Pedersen ikke, at andre havde haft besøg af dronen.
- Det gjorde mig lidt glad, da det på en eller anden måde virker lidt mindre skræmmende så, forklarer hun.
De mange episoder med dronen har også kastet en politianmeldelse af sig. Dog er det ikke lykkedes nogle at få taget et billede eller en video af den mystiske drone.