1000 dage med krig: - Det er en meget bevægende dag
Tirsdag er der gået 1000 dage med krig og bomber i Ukraine.
I dag er det lige netop 1000 dage siden, at luftalarmen gik for første gang i Philip Sviatchenkos hjemland.
Han er født i Kiev, men da han var tre år gammel, kom han til Viborg, hvor han er vokset op. Selv om han har boet i Danmark i 33 år, og i dag stadig bor i Viborg, så fylder krigen meget for ham og hans familie.
- Det er jo en meget bevægende dag, men det har det sådan set været næsten alle 1000 dage. Mellem det her fantastiske heltemod, som ukrainerne viser, er der på den anden måde den her menneskelige tragedie, når så mange lider, siger Philip Sviatchenko.
Han er ukrainsk analytiker og har de seneste ti år fulgt nøje med i konflikten mellem Ukraine og Rusland. Han fortæller, at selvom konflikten mellem de to modstandere på mange måder har været meget betændt, så han havde ikke forestillet sig, at Ukraine ville blive invaderet den 24. februar 2022.
- Det havde hverken jeg eller min familie på noget tidspunkt forestillet os. Det tror jeg ikke, at der er mange, der havde. Det er så tragisk. Og det er derfor, at det er den her meget, meget bevægelige dag på mange måder for ukrainerne, siger Philip Sviatchenko.
Vil holde øje med USA
Analytikeren fortæller, at krigen på nuværende tidspunkt er i en meget fastfrossen situation.
- Det her viser jo tydeligt, hvor kompliceret internationale politik er blevet og har været. Også hvor udemokratisk det også på samme måde er, siger Philip Sviatchenko.
Noget af det, som han vil holde ekstra øje med den kommende tid, er, hvem USA's kommende præsident, Donald Trump, udpeger i sin administration. Det kan nemlig få betydning for Ukrainekrigen.
- Det kommer til at spille en gigantisk rolle - og også hvordan de europæiske institutioner kommer til at samarbejde omkring Ukraine i den nærmeste tid siger han.
Det er svært at spå om, hvad der kommer til at ske i fremtiden, men Philip Sviatchenko håber, at ukrainernes stemme og ønsker bliver hørt i en mulig forsoning.
- Hvis jeg må håbe lidt i den her ret tragiske tid for Ukraine, så håber jeg virkelig, at Ukraine kommer med ombord i de her forhandlinger, siger Philip Sviatchenko.