Superligaklub på vej på udenlandske hænder: Her er prisen
Udenlandske Trivela Group er på vej til at overtage 80 procent af aktierne i selskabet bag Silkeborg IF.
Silkeborg IF er på vej på udenlandske hænder. Det meddeler klubben tirsdag på sin hjemmeside.
Her bliver amerikanske Trivela Group præsenteret som ny majoritetsejer. Gruppen ejer i forvejen tre klubber. Walsall fra den fjerdebedste engelske række, Drogheda FC fra den bedste irske række og Trivela FC fra Togo.
Salget er betinget af en godkendelse på en ekstraordinær generalforsamling. Prisen er 120 millioner kroner. Det drejer sig om 80 procent af aktierne i fodboldselskabet, som Trivela Group i første omgang erhverver sig for 120 millioner kroner. De resterende 20 procent vil fortsat være ejet af koncernen Silkeborg IF Invest A/S.
- I tillæg hertil modtager Silkeborg IF Invest A/S 41,9 millioner kroner, der afvikles over en nærmere aftalt periode, svarende til 80 procent af resultatet for perioden 1. januar 2024 til 30. september 2024, lyder det i meddelelsen.
Grundlægger og direktør i Trivela Group, Benjamin Boycott, lægger op til, at Silkeborg grundlæggende skal drives videre som nu. Det er i hvert fald i første omgang melding, indtil der tirsdag eftermiddag bliver afholdt pressemøde.
Boycott udtrykker blandt andet respekt for klubbens historie, byen og Superligaen.
- Silkeborg IF A/S er et enestående eksempel på en klub, der har leveret imponerende resultater gennem en klar og tydelig strategi for forretningen såvel som for tilgangen til fodbold, spillerrekruttering og holdudvikling for både forretnings- og fodboldsiden af organisationen.
- Vi ønsker at fortsætte det fremragende arbejde, der er blevet gjort, for at give fortsat støtte og grundlag for denne tilgang - og for at lære af den ekspertise, der er indgroet overalt i denne klub.
- Og vi er meget glade for, at den nuværende ledelse vil fortsætte med at arbejde sammen med os om den opgave, og vi håber på en lys fremtid sammen, siger Boycott til klubbens hjemmeside.
- Har en god fornemmelse
Administrerende direktør i Silkeborg IF A/S, Kent Madsen, er optimistisk i troen på, at det lykkes at få aktionærernes opbakning.
- Jeg har en god fornemmelse. Men jeg ved det i sagens natur ikke, for vi har været nødt til at holde forløbet helt fortroligt. Af de større aktionærer er vi tre, der er repræsenteret i direktionen eller bestyrelsen, og vi er enige om, at det er en god idé.
- Men det er først i dag (tirsdag, red.), at vi kan snakke med de andre storaktionærer, og så må vi se. Vi synes, det er en god idé, men det er op til aktionærerne. Det må vi respektere, siger Kent Madsen.
Trivela og gruppens nøglepersoner er blevet godkendt som ejere af Divisionsforeningen, fastslår Silkeborg på sin hjemmeside.
Trivela Group købte aktiemajoriteten i Walsall i sommeren 2022. Siden er Walsall blevet nummer 16 og senest 11 i League Two. I denne sæson ligger holdet aktuelt nummer fire.
Silkeborg ligger aktuelt nummer fire i Superligaen.