Bil bragede ned i grøften lige ude foran: Det vakte grimme minder til live
Jette og John Kristensen var førstehåndsvidner til en grim ulykke, der kunne være gået helt galt. Og det er ikke første gang.
Lørdag morgen sidder Jette og John Kristensen i deres hjem i Tjele og spiser morgenmad, da de med ét bliver forstyrret.
- Pludselig lyder der et højt bump, så min mand løber hen til vinduet, fortæller Jette Kristensen.
Fra vinduet kan John Kristensen se, at en bil er kørt af vejen og ud på marken.
- Det er lige hen over den vej, som går ned til os, beretter hun.
Bilen er i den grad kommet på afveje.
- Den er kørt ind i en hestefold og næsten op på naboens ridebane.
Jette og John Kristensen ser på, mens bilens to passagerer forsøger at bakke bilen fri og væk derfra. Det lykkes ikke.
- Vi løber ud for at se, om der er sket noget. De to unge mænd var heldigvis ikke kommet til skade, fortæller Jette Kristensen.
Hun vurderer, at de to unge mænd har kørt for hurtigt gennem svinget.
- De er røget 100 meter hen over marken og har ramt et kirsebærtræ. Det er ét, vi selv har plantet, og det er knækket, siger Jette Kristensen.
Holder dem med selskab
Parret tilkalder naboerne, og herefter konfronterer de nu fire personer de to, der har siddet i bilen.
- Vi siger til dem, at de skal blive, men det vil de ikke. Og derfor ringer vi til politiet, beretter hun.
De to unge mænd begynder så at løbe fra stedet, men naboens søn får fat i den ene. Den anden stikker af.
Sammen med naboerne holder Jette og John Kristensen den tilbageværende, uventede gæst med selskab, indtil politiet kommer.
Jette Kristensen fortæller, at de ikke har tænkt sig at gå videre med sagen, selvom bilen kom drønende ind på deres ejendom.
- Der er jo ingen personskade sket eller noget, så vi ønsker ikke at gøre mere ved det.
Grim oplevelse i 2011
Episoden bragte dog grimme minder frem hos Jette og John Kristensen. Hun fortæller, at en motorcyklist kom galt afsted tilbage i 2011 på præcis det samme sted, som bilen fløj ind på marken i lørdags.
- Han kørte i et træ, et andet træ og en sten. Vi var ikke sikker på, at han var levende.
Manden fra dengang blev hentet af en lægehelikopter.
- Det var en grim oplevelse. Så vi kan ikke lide det sving, der er på vejen deroppe, slår Jette Kristensen fast.
- Vi er glade for, at der ikke skete noget med de her unge mennesker, tilføjer hun.