Pumpede kroppe hitter: Unge mænd topper statistikken

Fitnessdoping hitter. Særligt unge mænd mellem 15 og 19 år overvejer brugen af de ulovlig stoffer.

20071023-095421-6-4368x2912ma
Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Det er unge mænd, der er mest positive overfor brug af ulovlige, anabolske steroider.

Det fastslår en ny rapport fra Idrættens Analyseinstitut, lavet i samarbejde med Anti Doping Danmark.

Helt konkret er det unge mænd mellem 15 og 19 år, hvor der er flest, der har overvejet eller overvejer brug af fitnessdoping. Her er det næsten hver tiende i aldersgruppen, der har overvejet det.

Samtidigt er 2,5 procent af de unge mellem 15 og 19 år erfarne brugere af fitnessdoping.

- Undersøgelsen bekræfter den formodning, vi havde, om, at brugerne i høj grad er mænd. Men det kommer nok en smule bag på os, hvor meget fitnessdoping faktisk fylder hos de helt unge mænd, siger Rasmus Bang Borup, der har været med til at lave rapporten.

Vil øge incitament for kontrol

Også bestyrelsesformand i Anti Doping Danmark, Leif Mikkelsen, er forundret. 

- Det er stærkt bekymrende, især fordi det er unge mennesker, der topper. Det er en rigtig dårlig tendens, konstaterer han. 

De bekymrende tal har derfor fået Leif Mikkelsen og Anti Doping Danmark til at reagere.

- Fra næste år får vi et forsøgsår, hvor Kulturministeriet har fundet den nødvendige kapital til at gøre det gratis at være ADD-kontrolleret, fortæller Leif Mikkelsen. 

Anti Doping Danmark kontrollerer fitnesscentrene i Danmark. De har en mærkningsaftale, hvor fitnesscentrene kan varsle med, at de er medlem af Anti Doping Danmark.

Aftalen, der blandet indeholder kontrolbesøg, koster penge for centrene. På nuværende tidspunkt koster samarbejdsaftalen 2.125 kroner om året. Er man ikke med i aftalen, er man også forpligtet til at skilte med det.

- Vi har forsøgt længe at få flere centre med. Begrundelsen er blandt andet økonomi. Det er en dårlig undskyldning, men det er ikke desto mindre den, de bruger, fortæller Leif Mikkelsen.

Kontrol virker ikke

 En positiv test foretaget af Anti Doping Danmark vil i første omgang føre til en udelukkelse fra centre, der samarbejder med Anti Doping Danmark, i 2 år.

Og netop den konsekvens hjælper ikke, ifølge rapporten. 

- Tallene tyder på, at frygten for at blive testet eller udelukket fra konkurrencer ikke har nogen væsentlig effekt på de potentielle brugeres beslutning om at afholde sig fra det. Det indikerer altså, at kontroller og tests i sig selv ikke er effektive som skræmmekampagne, siger Rasmus Bang Borup i forbindelse med udgivelsen af rapporten. 

Det er ulovligt at fremstille, indføre, udføre, forhandle, udlevere, fordele eller besidde ulovlige dopingmidler i Danmark.

Vores reporter Jeppe Peschardt Assenholt har taget et kig på appen TikTok, for at se hvordan unge mænd rådgiver hinanden på appen. Hør hvordan det ser ud her: 

0:54
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST