Thomas raser mod den grønne trepart: - Hvad sker der, når vi ikke laver mad?

Thomas Jensen frygter, at den grønne trepart vil få store konsekvenser for landbruget i Danmark.

2:25

Griseproducent og bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug Thomas Jensen har iført sig sort tøj på dagen, hvor den grønne trepart er blevet præsenteret. 

- Det er en sørgelig dag for Vestjylland og Vandkantsdanmark, siger han, som driver sit landbrug ved Tarm. 

Han frygter, at den grønne trepart kommer til at have store konsekvenser for madproduktionen i Danmark. 

- Vi er jo nødt til at have mad i verden, og det kan jo ikke hjælpe, at dem, der kan lave mad og er verdens bedste til det, ikke må lave mad. 

- Hvad sker der, når vi ikke laver mad? Så flytter produktionen måske til Brasilien, hvor der bliver fældet regnskov, og hvor interesserede er vi i det? Det er jo sørgeligt, siger han. 

Han tror, at aftalen får store konsekvenser for den griseproduktion, som hans familie har drevet i mange år. 

- Vores familie har lavet CO2 om til flæskesteg i cirka 50 år, og jeg tror ikke på, at vi laver mere mad med grisekød i Danmark fra 2027, når vandrammedirektivet går på plads, siger han. 

Men han tror ikke kun, det går ud over hans virksomhed. Han forestiller sig, at det kan betyde enden på slagteri-erhvervet i Danmark. 

- Jeg tror, at slagterierhvervet, det dør her i Danmark. Og så har vi måske søerne og nogle køer, og så al slagtning og forarbejdning sker i udlandet, så alle arbejdspladserne også flytter til udlandet, siger han. 

Er det ikke fair nok, at landmændene skal være med til at fremme den grønne omstilling? 

- Jo, men hvad er grøn omstilling? Er det flere solceller, er det ikke at lave mad? Hvis jeg tager til Baltikum og laver grise, så flytter alle arbejdspladserne til Baltikum, og så importerer vi flæskestegen i Baltikum, men vandet fra marken ryger stadig med en flod ud i Baltikum forbi Bornholm forbi København, siger han.